Ifølge turistorganisationen Visit Denmark bruger en international konferencegæst godt 3.000 kroner per døgn i Danmark, så der bliver både udvekslet viden og valuta. Elektronikkonferencen i 2016 vil eksempelvis give en anslået omsætning på godt 7,4 millioner kroner. I alt er der i løbet af 2013 blevet aftalt nye AAU-konferencer til en omsætningsværdi af omkring 50 millioner kroner.
Kongreschef Hanne Kristiansen opererer konstant med bud på små og store akademiske konferencer, og der er jævnligt noget at glæde sig over, når pilen peger i Ålborgs retning. Senest er det Institut for Elektroniske Systemer og professor Jakob Stoustrup, der har fået tildelt ansvaret for at afholde European Control Conference 2016 (EEC’16) med 600-800 deltagere over fire dage.
Men når der er prestige på spil, er der også risiko for at falde igennem. For dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet er det derfor vigtigt, at det tunge ansvar er fornuftigt fordelt, så forskerne og andre universitetsansatte kan koncentrere sig om det faglige, mens Visit Ålborg og samarbejdspartnere står for det praktiske inklusive sælgerrollen med Ålborg by som vare.
Gruppen under Institut for Elektroniske Systemer har tidligere været vært for internationale konferencer, hvor Visit Ålborg har stået for det praktiske. Organisationen har også spillet en hovedrolle i konkurrencen om at få ECC-begivenheden i 2016 til Ålborg ved at levere materiale af høj kvalitet til de personer, der har truffet afgørelsen. For det handler om at sælge byen rigtigt, understreger professor Jakob Stoustrup fra Ålborg Universitet.
Ålborg er en forholdsvis ukendt by i turistsammenhæng, og det kan gøre det sværere at vinde en konference til Ålborg i en hård konkurrence. På den anden side har Ålborg en række fordele ved at være meget kompakt. Lufthavn, banegård, konferencecenter, hoteller og midtby ligger tæt på hinanden. Ved andre konferencer er der typisk langt længere end ti minutter fra lufthavnen, og der er sjældent gåafstand mellem lokaliteterne.

