Danske Sepior får venture-millioner fra SEED Capital og DTU Symbion Innovation til at beskytte virksomheders cloud-data mod hacking ved hjælp af avanceret kryptografi. Første produkt beskytter data i fildelingstjenester (Dropbox, Box, Google Drive etc.) mod hacking, så it-chefer kan lade medarbejdere benytte de populære tjenester uden at skulle bekymre sig om it-sikkerheden.
Når virksomheder anvender cloud-løsninger som for eksempel fildelingstjenester, placerer de fortrolige oplysninger hos leverandøren af cloud-tjenesten. Det udgør et sikkerhedsproblem – især hvis hackere bryder ind i cloud-systemet. En oplagt løsning er at kode data, så uvedkommende ikke kan læse dem, selvom de får fat i dem.
Flere virksomheder har forsøgt at løse problemet ved hjælp af krypteringsteknologi, så data bliver krypteret, inden de når cloud-leverandøren. De eksisterende løsninger til kryptering af data i eksempelvis fildelingstjenester er bare ikke gode nok. Nogle er baseret på, at virksomheden skal implementere hardware eller software lokalt. Det er for dyrt og ufleksibelt for de fleste virksomheder. Andre løsninger kræver, at man overfører sine data til en betroet tredjepart i skyen, som så krypterer data, inden de sendes videre til andre cloud-leverandører. Men det flytter bare sikkerhedsproblemet fra den ene cloud-leverandør til den anden.
Sepior er i gang med at færdiggøre sit første produkt, der beskytter data i fildelingstjenester (Dropbox, Box, Google Drive etc.) mod hacking. Denne løsning lanceres kommercielt i starten af 2014. Sepior forhandler for øjeblikket licensaftaler med cloud-leverandører, som vil implementere Sepiors MPC-teknologi i deres produkter.
De danske venture fonde SEED Capital og DTU Symbion Innovation har investeret et encifret millionbeløb i virksomheden. Derudover består stiftergruppen af Alexandra Instituttet A/S, som har stor erfaring med anvendt kryptografi, MPC og moderne cloud- og smartphone-baserede løsninger.
Læs mere om Sepior i Elektronik Nyt, der udkommer 1. november.

