Nye produkter bliver stadigt mere komplekse og rummer ofte både mekanik, elektronik og software. Det betyder, at der stilles nye og strengere krav til virksomhederne om disciplin og tværgående samarbejde i deres udviklingsprojekter, og det kræver et fælles sprog.
Det er baggrunden for stiftelsen af en dansk afdeling af det internationale netværk INCOSE. Netværket skal fremme brugen af Systems Engineering (SE) i Danmark. Ved at anvende SE får danske virksomheder en effektiv metode og et fælles sprog til målrettet, tværgående og systematisk udvikling af komplekse produkter.
En række danske virksomheder anvender allerede SE. Det gælder eksempelvis Terma, der udvikler avancerede systemer til forsvar, fly, rumfart og sikkerhed. Virksomheden har blandt andet anvendt SE i udviklingen af systemer til de nye danske fregatter af Iver Huitfeldt-klassen og til det britiske luftvåben, Royal Air Force.
GN ReSound i Ballerup udvikler og producerer høreapparater. Her har SE de senere år spillet en central rolle ved udviklingen af stadigt mere komplekse høreapparater med blandt andet trådløs teknologi.
Også på ingeniøruddannelserne er der et øget fokus på uddannelse og forskning i SE. Både på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby og ved Aarhus Universitet undervises der i SE og egentlige SE-uddannelsesforløb er på trapperne.
Incose Denmark etableres på den stiftende generalforsamling, der afholdes 30/10 hos GN ReSound på adressen Lautrupbjerg 7, 2750 Ballerup, og man kan få flere oplysninger ved at kontakte Henrik Balslev fra Balslev & Jacobsen A/S på 21 68 48 67 eller hb@balslev-jacobsen.dk.

