Efter successen sidste år, samles omkring 100 investorer, fageksperter og iværksættere fra hele Europa endnu engang i Horsens den 10. oktober til ’European Venture Contest Energy’, hvor iværksætternes forretningsidéer sættes under lup. De bedste ideer går videre til en stor europæisk finale i Düsseldorf, da dagen udgør en af semifinalerne i venture-konkurrencen, som for anden gang gennemføres udelukkende med fokus på gode forretningsidéer inden for energiområdet.
Forventningerne er store i år, når internationale industrieksperter og investorer endnu en gang kommer til byen for at møde iværksættere fra hele Europa og gennemgå deres forretningsplaner med kritiske briller. Konkurrencen løber af stablen den 10. oktober i Vitus Bering Innovation Park, og det primære mål er at finde nye investor-emner til de spirende virksomheder. Ud over muligheden for at finansiere den gode idé får deltagerne, som alle har det tilfælles, at de ønsker at revolutionere energi-branchen med deres teknologier, også rig mulighed for at netværke og udveksle idéer i løbet af dagen.
Investeringsfonden Insero arrangerer konkurrencen i samarbejde med den europæiske netværksorganisation Europe Unlimited, som står bag alle ’Venture Contest’ konkurrencerne i Europa, Invest in Denmark, Horsens Kommune samt Aarhus Kommune, som også i år har valgt at støtte op om energikonkurrencen i Horsens.
Mange iværksættere og investorer har meldt sig til dagen, som udelukkende har fokus på energi inden for emner som energiproduktion, -distribution og -effektivitet. Lige nu er arrangørerne sammen med ekspertpanelet i gang med at udvælge de endelige virksomheder, som skal præsentere deres idéer ved konkurrencen, og at dømme ud fra de mange kvalificerede ansøgninger bliver der tale om et ualmindeligt stærkt felt. Ekspertpanelet forventer da også at se en række nye og innovative forretningsidéer, som kan bidrage til bl.a. den danske politiske vision om at basere en langt større del af verdens energiproduktion på vedvarende energikilder.

