Verden befinder sig lidt i et vadested for tiden. Vi aner ikke, hvilken vej vinden blæser i forbindelse med det kommende præsidentvalg i USA, der er fortsat krig i Ukraine og – som så ofte før, fristes man til at sige – i Mellemøsten, og forbrugerne er relativt usikre på, hvad de skal vælge af teknologi, fordi den politiske verden er grundlæggende uenig med den teknologiske ditto om, hvilke kommunikations-, computer- og køretøjsmodeller, man bør vælge.
Netop køretøjerne er interessante, ikke mindst set med øjne syd for grænsen. Tysk bilindustri har i høj grad været dominerende for samfundsudviklingen i Tyskland, og i årtier er det gået godt – i hvert fald indtil en forvirret – eller visionær? – amerikansk rigmand puttede batterier fra et overskudslager af computerstrømforsyninger i en engelsk sportsvogn og fik den til at køre… hurtigt… Vupti, straks blev fremtiden en smule grønnere, i hvert fald i politikernes verden, hvor man måske ikke tænker over, hvilken indflydelse på klodens ferskvandsressourcer og CO2-emission udvindingen af litiumkarbonat (der reduceres til litiumhydroxid med CO2-mæssigt meget grimme processer) – eller hvor mange afrikanske liv, der går tabt, når man skal udvinde kobolt fra minerne til brug i litium-ion batterier.
Konsekvensen af en potentielt umulig elektrisk infrastruktur, forbrugernes manglede tillid og tyske bilproducenters tvivl om elbilers fornuftsmæssige berettigelse har i mere end een forstand trukket håndbremsen, og EU har desværre snorksovet i timen. Kina har indtaget afrikansk minedrift med stormskridt, og kineserne har ingen grøn samvittighed, så de spytter – i øvrigt ganske glimrende – elbiler ud i frøers mængde. Og forbrugerne køber de kinesiske biler i de mest afgiftsplagede lande. Man får en masse bil for pengene støttet af den kinesiske regerings subsidier til kinesiske bilproducenter – og en europæisk venstrefløj, der tror mere på ideologiske brandtaler og småtossede modeller for fremtidens storbyer end teknologiens muligheder – og begrænsninger.
Med sine godt 83 millioner indbyggere er Tyskland en dominerende faktor i EU’s samlede befolkning, der er rundt regnet fem gange så stor. Traditionelt har Tyskland været en økonomisk kæmpe, men en politisk dværg, og det skader i høj grad i et EU-styret Europa, hvor beslutningerne er ekstremt lang tid undervejs. For eksempel har Kina fra 2024 indført krav om markering af AI-genererede billeder, mens EU planlægger noget tilsvarende en gang i 2026. Lidt rystende, da Kina inden for elektronikken alt andet lige er rundt regnet fem til ti år bagefter Europa, men det begrænser ikke Kina – og EU samt europæiske forbrugere opdager det reelt ikke.
Troen på, at det udelukkende er bilindustrien, der driver Tyskland, har så skabt en panik, hvor den samlede industri i Tyskland klynker og er gået i krisetilstand. Men hold nu op, Tyskland, og tænk på, hvordan det reelt går – og hvilket fingeraftryk Tyskland alene i kraft af sin størrelse kan sætte på udviklingen i EU. Europa er dominerende inden for bæredygtig energiproduktion, og hvis vi ellers kunne få den kommende energikommisær i EU til at fatte energiinfrastrukturen, så ville små, decentrale A-kraftværker baseret på saltmedier være både sikre og ekstremt grønne energiløsninger til opbakning af sol og vind – og også en fin, tysk eksportartikel. Helt skidt går det nu heller ikke inden for andre grene af tysk og europæisk industri: Kig bare på aktiekursen fra Rheinmetall. Europæisk våbenproduktion har det glimrende for tiden, så en opstramning af NATO over for en række af verdens gale despoter er faktisk gavnligt for industri og økonomi (beklageligvis, men det er desværre et faktum). Og se lige på flyindustrien: Airbus har på mange måder slået sin position fast som global leverandør af fremragende fly. Vi kan jo fortsætte med medico- og healthcare-sektorerne i en global befolkning, der bliver ældre og mere plejekrævende. Medicosektoren har det fremragende…
Alle brancher kræver elektronik, så et dyk i bilproduktionen bør ikke have nogen nævneværdig indflydelse på europæiske endsige dansk elektronikproduktion. Opfordringen til Tyskland må være, at de skal stoppe deres klynken og fortsætte den teknologiske udvikling af de spor, der måske ikke som udgangspunkt virker økonomisk givende: For godt ti år siden var en vindbaseret KWh-time væsentligt dyrere at producere end en KWh-time fra et kulkraftværker. Men idag står der vindmøller overalt – og ingen kulfyrede kraftværker i vores del af verden. Så selv om elbilerne nok er en teknologiske blindgyde, så vil en satsning på brintbaserede grønne brændstoffer og CO2-neutrale forbrændingsmotorer give rigtig god mening – og måske også brændselscelledrevne køretøjer på metanol? Den tunge trafik kunne køre på natriumbaserede batterier, og de vil kunne recycles, ligesom vægten ikke er et problem. Det er måske ikke så økonomisk effektivt, men det er en fremtidsvision med en noget længere horisont end den nuværende. Og så ville tysk og europæisk bilindustri godt kunne sætte den kinesiske ditto til vægs. Men måske EU skal overveje at støtte initiativer, hvor teknologien kigger lidt længere fremad end lige ud over næsetippen…?
