
Den danske EMS-leverandør, GPV, havde endnu et godt og travlt år med 9% organisk vækst i omsætningen og et tilfredsstillende resultat før renter og skat (EBIT) tillige med betydelige investeringer i ny kapacitet og teknologi. I regnskabsårets sidste kvartal blev GPVs nye fabrik i Thailand sat i fuld drift og har skabt rammerne for en fordobling af kapaciteten. – Det motiverede og engagerede arbejde i vores organisation har resulteret i de gode resultater, og vi er stolte over at have åbnet vores nye fabrik i Bangkok, siger CEO Bo Lybæk.
– Det har været et år, som gik som planlagt og endte med tilfredsstillende finansielle resultater. Vi havde et godt aktivitetsniveau i driften samt gode resultater med at implementere vores strategiplan COCUS – der har fokus på vores kerneforretning: ’Core’ og på vores kunder: ’Customers’. Årets højdepunkt blev indvielsen af vores nye fabrik i Bangkok, som vi fejrede sammen med kunder, leverandører og mange andre interessenter. Det har været en fantastisk rejse at bygge denne nye ’green-field’- facilitet og se produktion og administration flyttet fra den tidligere lokation. Hele GPVs team har fuldført et fantastisk stykke arbejde inden for tidsrammen og inden for budgettet, uden at vi forpassede leverancer, siger CEO Bo Lybæk.
Samtidig har vi optimeret vores drift i Danmark efter konsolideringen i det forgangne år, og dermed har vi i dag en stærk logistikkæde rettet mod vores vigtige kunder, fortsætter Bo Lybæk.
– Vores vigtigste opgave fremover vil være, sammen med vores kunder, at udnytte mulighederne i vores fabriksanlæg eller footprint. Med overflytningen af aktiviteterne i Bangkok til den nye fabrik, har vi bygget rammerne til at fordoblet vores EMS-kapacitet. Som del af den nye fabrik har vi også foretaget en del investeringer i nyt udstyr, hovedsageligt for at udvide vores kapacitet, men også for at udvide vores kapabilitet inden for EMS (Electronic Manufacturing Services).
– Med øgede kompetencer og kunnen bliver vi i stand til at håndtere endnu mere komplekse projekter og krav indenfor eksempelvis avancerede montage og mekatronikprodukter.
– Vi vurderer enhver god investeringsmulighed, siger Bo Lybæk, som da vi i dette regnskabsår investerede i en komplet ny SMT-linje i Danmark – GPVs ’hjemmebane’ og som allerede har vist sig at være en god investering.
– EMS, er vores kerneforretning. Ikke desto mindre ser vi vores interne mekanikkompetencer som et enestående konkurrenceparameter, fordi det ’blot’ at udføre elektronikmontage ikke opfylder kundernes ønsker. I dag ønsker vores kunder komplette produkter og typisk mekatronikprodukter.

