
Når omtrent 100.000 festivalgæster fra den 27. juni samles om musikken på Roskilde Dyrskueplads, lægger det pres på mobilnetværket. Oplevelserne skal deles, vennerne skal findes, og kunstnerne skal googles. Derfor udvider Telia i år den mobile dækning i Roskilde med det hidtil højeste antal mobile master.
Telia forbereder i disse dage en særlig indsats i forhold til årets Roskilde Festival. Foruden de otte faste mobilantenner, som normalt dækker området ved Dyrskuepladsen, har Telia i år opstillet hele fire ekstra mobile master, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Samtidig er indstillingerne i netværket blevet ændret til bedre at kunne håndtere den store mængde trafik i løbet af festivalen. Roskilde Festival er spækket med oplevelser, man gerne vil dele med sine venner, og derfor lægger Telia hvert år store kræfter i at give gæsterne mulighed for at være online, ringe og sms’e. I år sætter virksomheden rekord med hele fire ekstra master, som Telia kører ud til festivalen til glæde for gæsterne.

