
Med endnu et rekordregnskab er Universal Robots igen lykkedes med sit mål om en fordobling af omsætning hvert år i perioden 2014-2017. CEO Enrico Krog Iversen er tilfreds med at det er lykkedes Universal Robots at fastholde den høje, profitable vækst i 2014.
Samtidigt fastholder ledelsen i Universal Robots sin strategiplans mål om en milliard kroner i omsætning i 2017-regnskabet. Dette skal nås ved at investere i udvikling af nye produkter og markedsføring og salg af disse.
Den globale vækst bliver også understøttet af en endnu stærkere regional tilstedeværelse. Det er vigtigt for Universal Robots, at både forhandlere og slutkunder oplever, at robotproducenten aldrig er langt væk. Salgssupport og teknisk support skal være tilgængelig i samme tidszone. Universal Robots udbygger derfor med flere regionale kontorer på blandt andet det amerikanske kontinent, ligesom der også vil åbne flere kontorer i Europa.

