
DONG Energy Eldistribution gør klar til at udskifte cirka en million elmålere i Nordsjælland, Storkøbenhavn og på Frederiksberg. EU-udbuddet om levering og opsætning af elmålere og kommunikationssystemer samt den efterfølgende drift i op til 15 år er nu afsluttet. Torsdag den 26. marts er en kontrakt til en værdi af knap 1,8 mia. kr. tildelt Kamstrup, der forsyner energi- og forsyningsselskaber i hele verden med måleløsninger til el, varme, køling og vand.
Kontrakten mellem DONG Energy og Kamstrup forventes underskrevet i april.
Med fjernaflæste elmålere og indførelse af timeafregning i Danmark vil elnet-kunderne fremover få målt deres energiforbrug en gang i timen. Måling på time-niveau er en forudsætning for, at der kan skabes et mere fleksibelt elmarked med mulighed for bedre udnyttelse af den vedvarende energiproduktion.
Desuden viser erfaringer ifølge Energistyrelsen, at fjernaflæsning og timeafregning øger opmærksomheden på elforbruget, og det kan reducere forbruget for den enkelte husstand med flere procent. Fjernaflæsning betyder også, at DONG Energy’s elnetkunder fremover ikke skal aflæse elmåleren en gang om året.

