
Udviklingshuset TechPeople udstiller på Electronica sammen med den danske iværksættervirksomhed, Neocortec, med en verdenspatenteret trådløs mesh-netværksteknologi.
Neocortecs trådløse mesh-netværksteknologi består af op til 65Knoder i samme net, som koordinerer netværksdannelsen og ruten igennem netværket, helt uden en central controller. Relationen sker automatisk mellem de forskellige noder, som på baggrund af et regelsæt, deler og sender informationen i et tæt forbundet naboskab. Kommunikationsprotokollen tager altid data af den hurtigste vej. Som noget helt enestående bliver ruten genereret mens datapakken er på vej.
Neocortec indledte samarbejdet med Techpeople i 2013. Der var brug for et tæt parløb med en samarbejdspartner, som kunne stille med flere forskellige ingeniører til at udvikle og produktmodne et salgsbart produkt. Neocortec undgår at fastansætte nye folk, hvilket både er tidskrævende og dyrt for en nystartet virksomhed, hvor time-to-market er afgørende. En anden fordel er, at Neocortec til dagligt har adresse hos Techpeople, hvor de frit kan råde over husets faciliteter. På den måde kommer de udenom at investere penge i eksempelvis dyrt måle- og testudstyr og kontorinventar.
Mesh-netværksmodulet kan sende information over store geografiske afstande ved at lade enhederne videresende informationen fra enhed til enhed indtil destinationen er nået. Et 65K netværk genereres lige så hurtigt som et netværk på 10 noder. Strømforbruget er ekstremt lavt, ned til 10µA, så et modul kan køre i 10 år på et typisk batteri. Modulet er født med en mikrocontroller, så enhver løsning kan tilpasses kundens specielle behov. Teknologien er udviklet på verdens nok mindste WSN (Wireless Sensor Network) modul på 11mm x 18mm x 3 mm. Protokollen understøtter AES 128 enkryptering, så netværket kan bruges i applikationer, hvor der er ekstraordinære høje krav til datasikkerhed.
Løsningen er særdeles velegnet til sensornetværk, smartmeter-applikationer, logistik, landbrug, infrastruktur eller lignende steder, hvor der er brug for transmittering af trådløs information effektivt og kontinuerligt.
Neocortec er ejet af investeringsselskabet A/S Holger Petersen Holding.
Hal A4, stand 569

