Anders P. Mynster fra DELTA er blevet udvalgt af IEEE board of directors til at være medlem i IEEE Working Group on ICT. Det primære formål med denne arbejdsgruppe er at øge IEEE’s tilstedeværelse og synlighed i forhold til EU fokusområder relateret til informations- og kommunikationsteknologi (IKT) . Samtidig er det arbejdsgruppens formål at levere teknisk know-how, som skal integreres i EU’s politiske agenda og lovgivning.
IEEE er med sine 400.000 medlemmer verdens største professionelle organisation dedikeret til at fremme teknisk innovation til gavn for menneskeheden. IEEE har eksempelvis leveret baggrunden for WiFi og Bluetooth. Arbejdsgruppen er transnational og skal levere neutrale tekniske kompetencer indenfor IKT. Idet IEEE’s medlemmer er eksperter på området, er det naturligt at benytte dem til at levere rådgivning og sparring i forbindelse med teknisk komplekse emner.

