
Fra den 10. til den 12. marts 2026 samledes det internationale embeddede community i Messe Nürnberg til den 24. udgave af Embedded World Exhibition & Conference. Med omtrent 36.000 besøgende fra tæt på 90 lande registrerede messen en betydelig stigning på mere end 13 procent i forhold til året før, hvilket understregede den stærke vækstkurve, som messen igennem årene har gennemlevet fra sin spæde start i 1½ messehal.
Benedikt Weyerer, administrerende direktør for Embedded World, opsummerer messen:
– I år demonstrerede vi endnu engang på imponerende vis vigtigheden af Embedded World i det globale Embedded-fællesskab. Energien i hallerne – propfyldte gange, masser af gode diskussioner og et imponerende udvalg af ideer – har virkelig været inspirerende hele vejen rundt. Det stærke feedback motiverer os enormt og opmuntrer os til at fortsætte på arrangementets succesfulde vej fremad.
Med sit i år usædvanligt brede udbud af emner og intensive tekniske ideudveksling sendte Embedded World Conference endnu engang et stærkt signal om elektronikbranchens innovative styrke i 2026. De tekniske præsentationer var af høj kaliber med velfunderet videnskabelig indsigt og en livlig dialog mellem eksperter, hvilket gjorde konferencedelen til et centralt mødested for det internationale udviklerfællesskab.
De fleste bandede og svovlede nok over, at Lufthansa igen-igen…-igen… strejkede, så mange var nødt til at finde alternativ transport hjem. Og da Bahn havde nedtaget en bro nord for Hamburg var togtransporten hjem for danske besøgende også en dyr, bøvlet og tidskrævende affære. Lufthansa: Tag jer sammen. Og Nürnberg: Sørg for direkte fly til/fra København under de store messer, tak…
Den næste embedded world i Nürnberg finder sted fra 16. til 18. marts 2027.
RSH

