Når borgerne i en million husstande i Storkøbenhavn i fremtiden skal afregne deres elforbrug via en ny intelligent elmåler, har Solar haft en vigtig finger med i spillet. Over de næste tre år står Solar således for den store logistikopgave, der er forbundet med at forsyne de mange hjem med en ny elmåler.
Det er virksomheden Kamstrup, der producerer elmålerne for Radius og har valgt Solar til at stå for logistikdelen.
Effektiv logistik er en spidskompetence i Solar, og alt efter hvilken kompleksitet og volumen, der er forbundet med den enkelte logistikopgave, er der mulighed for at skalere op og ned.
Logistikopgaven består i at indlagre, plukke, pakke og distribuere elmålere og øvrige projektvarer til omkring 120 montørbiler fra Nordic Meter Replacement (NMR) og Eltel, som er de udførende for DONG Energys eldistributionsselskab Radius.
Derudover spiller returelementet en stor rolle i forhold til miljøet. Solar har ansvar for at returnere de tilsvarende en million gamle målere til sortering og oplagring for test eller genindvinding.
Distributionen foregår som natlevering, så montørerne kan indlede dagens målerudskiftninger med alle materialer i bilen, som samtidig er ryddet for gamle målere. I dagtimerne vil Solars Fastbox-koncept og Fastboxcenter Øst være et afgørende sikkerhedsberedskab til at sikre, at dagens montageplan gennemføres.

