Lektor Jesper Kjeldskov fra Institut for Datalogi på Ålborg Universitet opfordrer i ny doktorafhandling til et paradigmeskift inden for design af systemer til mobile enheder. Mindre brugerfokus, mindre rigiditet i designprocessen og større fokus på kontekst er elementer i succesformlen.
I mobilteknologiens relativt korte levetid har arbejdet med interaktionsdesign, det vil sige udformningen af mobiltelefoner, PDA’er og tablets og de systemer man bruger på dem, været drevet af et fokus på hvad man har været i stand til med teknologien, og reaktioner på konkrete brugerbehov. Ord som anvendelighed og brugervenlighed har været nøgleord for de ingeniører og designere, der har arbejdet med udvikling af systemerne.
Nu gør en ny doktorafhandling, som lektor Jesper Kjeldskov fra Institut for Datalogi på Ålborg Universitet netop har forsvaret, op med denne tankegang. I stedet for at centrere mobilt interaktionsdesign omkring brugeren og anvende de stive, metodiske arbejdsstrukturer skal ingeniører og designere kigge bredere: Hele konteksten, den omgivende virkelighed, skal ligge til grund for udviklingen af nye produkter.
Der er brug for en ny tilgang, der i højere grad er baseret på det, han kalder ’kontinuerlig konvergens mellem design og kontekst’. Det betyder dybest set, at virkeligheden omkring os er en meget dynamisk størrelse, særligt når det handler om teknologi. Designet af systemerne til teknologien påvirker virkeligheden og virkeligheden påvirker designet. iPad’en har for eksempel haft stor betydning for, hvordan vi ser film eller læser magasiner.
For at løse den udfordring, en foranderlig virkelighed skaber, opfordrer Jesper Kjeldskov dels til, at der på de uddannelser, der beskæftiger sig med design af interaktive systemer undervises i den nye måde at tænke design og kontekst på. Han efterlyser dog også en mere rendyrket faglighed, der kun beskæftiger sig med interaktionsdesign.
Siden Jesper Kjeldskov indleverede sin doktorafhandling, har han blandt andet været gæsteforsker ved University of Melbourne, og har sideløbende været med til at oprette uddannelsen ’interaktionsdesigner’, der netop nu er ved at blive akkrediteret på Aalborg Universitet. Uddannelsen vil blive udbudt på bachelor – og kandidatniveau, og ifølge Jesper Kjeldskov vil det give et boost til miljøet og de virksomheder, der beskæftiger sig med interaktionsdesign.

