For 200.000 adresser i Danmark og ikke mindre end 3 millioner adresser i Tyskland er noget så simpelt som internetforbindelse en udfordring. Dét problem løser MiWire, som i dag vandt Industriens Fonds Iværksætterpris og 500.000, som blev overrakt af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. MiWire har udviklet en antenne, der sikrer op til 10 gange hurtigere internetforbindelse end en traditionel antenne, og løser derfor et højaktuelt problem i yderområder med manglende internetforbindelse.
Der var seks hardware-startups i finalen, da Danish Tech Challenge 2018 mandag eftermiddag skulle finde sin vinder. Go Dogo, Lapee, MiWire, Nordetect, SolarSack og Trebo leverede hver især gode pitches på scenen og efterfølgende overrakte Hans Kongelige Højhed Kronprinsen Industriens Fonds Iværksætterpris til vinderne fra MiWire. Med avanceret mobil datakommunikation kobler MiWires antenne sig automatisk på eksisterende mobilmaster og forstærker signalet. Det giver mulighed for internetforbindelse i områder, hvor det hidtil ikke har været tilgængeligt.
– Vi løser et problem, som er så åbenlyst, så det er svært at se forbi. Og så tror jeg også, at vi har fundet et sweet spot i markedet – rent timing-mæssigt. Det er fantastisk, at vi har kunnet patentere noget så indlysende, siger Davis Fleischer, CEO i MiWire.
Awardshowet markerede afslutningen på Danish Tech Challenge 2018 – et højintensivt acceleratorforløb for landets dygtigste hardwareiværksættere. Niveauet har været højt hele vejen igennem forløbet, og virksomhederne har udviklet sig meget siden august, hvor startskuddet til denne femte runde af iværksætterkonkurrencen lød.
For iværksættere, der arbejder med hardware, kan vejen til markedet være lang og omkostningstung. Danish Tech Challenge har derfor til formål at hjælpe hardwareiværksættere, der udvikler nye og innovative produkter, så de kommer ud på markedet og kommer fremtidige kunder til gavn.
Danish Tech Challenge udvælger 20 iværksættervirksomheder, der bliver en del af det højintensive accelerationsprogram. Programmet gennemføres i et samarbejde mellem Industriens Fond og DTU Science Park og fokuserer på at styrke deltagernes forretningsmodel. Derudover kæmper deltagerne om hovedpræmien – Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kroner. I programmet får deltagerne adgang til en bred vifte af mentorer og investorer, masser af sparring med relevante eksperter, adgang til prototypeværksteder og kontorfaciliteter i Futurebox. Danish Tech Challenge løb af stablen første gang i 2014. Forløbene foregår fra august til december og allerede nu er den indledende planlægning af Danish Tech Challenge 2019 i gang.