Den relativt nye virksomhed, Inuatek, der oprindeligt var tænkt som et “hyggefirma”, har sat sig for at gøre data fra Big Data og machine-learning levende og visuelle og dermed nemmere at forholde sig til i blandt andet automationsmiljøer.
– I takt med, at datamængderne stiger inden for en række brancher, bliver det stadigt mere vigtigt at forenkle styrings- og kommunikationslag i datatrafikken og de HMI’er (human-machine-interfaces), der moniterer og styrer de enkelte systemer. Data er nu én gang, hvad data er, men de får først værdi, når man trækker de brugbare informationer ud af data og serverer dem på en let forståelig måde over for brugerne. Visualiseringen af funktion og datastrømmen i mange slags anlæg skal være tilgængelig for de autoriserede brugere og med dagens fokus på TSN-løsninger også helst i real-time, siger Henrik Dam, der i dag har flyttet Inuatek op i en helt anden liga end hyggefirma i et kreativt miljø på den gamle B&W-grund i København.
Med rundt regnet en halv snes yngre og innovative folk er Inuatek klar til at gå ind på det meget spændende marked for Big Data i industrimiljøet – med enkle grafiske brugerflader for kunderne og deres skræddersyede applikationer. Man forstår godt Henrik Dams entusiasme, som i høj grad parrer high-speed og real-time dataopsamling med etablerede busser – som MODBUS og OPC-UA og lignende – med PLC-verdenens Codesys-programmering. Men kunderne er jo ikke interesserede i at gå ned i den dybe programmering. Det klarer Inuatek og hjælper med etablering af en løsning, så kunderne blot skal forholde sig til værdien i de data, de trækker ud af systemet.
Læs hele artiklen om Inuatek i Aktuel Elektronik 4/2021, som udkommer 7. april.