Hvad gør man, hvis der mangler en ordentlig lærebog om sit fagfelt? Man skriver den da selv. Det blev løsningen for Tom Mejer Antonsen, der har mere end 25 års erfaring fra arbejde med programmering og automationsløsninger for blandt andre Grundfos og Agco.
Bogen handler om Structured Text, der er et af de fem programmeringssprog, man bruger til automatisering i industrien, bedre kendt som PLC-styring.
– Brugere og kunder stiller større krav om at få data ud af maskinerne til fx BIG data. Det er Structured Text super til og er derfor blevet meget anvendt gennem de seneste år. Men man har ikke rigtig undervist så meget i det, fordi det var nok at kunne et af de andre programmeringssprog, fortæller den 49-årige underviser på uddannelsen til automationsteknolog på Erhvervsakademi Dania i Randers.
Tom Mejer Antonsen gik på jagt efter undervisningsmateriale til de studerende, men kunne kun finde lidt om Structured Text i andre bøger, og det var for tyndt. Han besluttede sig for at gå i gang med at skrive en bog, der blev testet af på de studerende.
– Jeg spurgte konstant de studerende, om de forstod det, jeg skrev, om det gav mening, og om der var noget, som skulle forklares anderledes. Jeg endte med at skrive nogle afsnit om tre gange for at ramme niveauet. Og det gør jeg stadig. Man kan altid udgive en bog, men hvis ingen forstår den, giver det jo ikke mening, siger Tom Mejer Antonsen.
Bag bogen står ikke noget stort forlag med millionomsætning. Faktisk er det Tom Mejer Antonsen selv, der står for udgivelsen af den 128 siders fagbog om PLC-styring, som kan købes på blandt andet SAXO.dk og Amazon.com.
– Den økonomiske risiko var lig med nul samtidig med, at jeg kan redigere bogen den løbende, hvilket ind i mellem er nødvendigt, fordi det er teknisk kompliceret stof, forklarer Tom Mejer Antonsen, der indtil nu har solgt over 600 bøger. Det er et stort tal for en så nichepræget fagbog.
Erhvervsakademiet oplever mange henvendelser på grund af bogen om undervisning i Structured Text, så efter planen kommer der et tre dages kursus i uge 24 i juni med Tom Antonsen ved roret.
Man kan læse mere om kurset på https://eadania.dk/efteruddannelse/korte-kurser/structured-text/