Det såkaldte 1229 Zielgerät blev i slutningen af 2. Verdenskrig udviklet i Tyskland som et natkikkertsigte til StG44-angrebsriflen. Med det mere mundrette navn, Vampir, lignede det et gennembrud for IR-teknologien, men med en vægt på 2,5kg og behov for en gedigen batteripakke på ryggen, var det ikke en praktisk løsning for ”den elektroniske feltsoldat”
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 1 – 2026 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Af Rolf Sylvester-Hvid
Hvis man lige vender det blinde øje til den ufattelige mængde af rædsler og menneskeligt armod, 2. Verdenskrig udløste, så kan man fra en mere nørdet synsvinkel mene, at aldrig før eller siden er den teknologiske udvikling gået hurtigere. Da Nazityskland anstiftede krigen i september 1939 rådede de ikke over mere end ca. 1300 kampvogne, boltrifler fra 1898 til infanteriet og landtransport primært med mennesketrukne- eller hestevogne, hvis der ikke lige var en togstrækning til rådighed. Med nogle få jagerfly som undtagelse havde nazisterne faktisk ikke så meget at angribe med – bortset fra en vanvittig ideologi, soldater høje på amfetamin og en særdeles effektiv PR, som introducerede ”Blitzkrieg” som et begreb.
Man kan nok med rette mene, at Tyskland allerede var på hælene i oktober 1940, efter RAF’s overbevisende nedkæmpning af Luftwaffe efter sensommerens ”Slaget om England”. Allerede på dét tidspunkt havde den engelske industriproduktion overhalet den tyske, og det var mere end et år før, at USA gik ind i 2. Verdenskrig. Men nazisterne havde en fabelagtig tro på, at de kunne udvikle ny teknologi, som kunne give ”vidundervåben”, der kunne nedkæmpe de allierede. Tyske ingeniører udviklede en hel palet af våben og teknologier, som spændte lige fra det helt gakkede til produkter, der senere er blevet en del af hverdagen.
Mod slutningen af krigen udviklede Schmeisser StG44, et såkaldt ”Sturmgewehr”, der faktisk blev til alle angrebsriflers moder. Nazitysklands korruption og alt for stringente produktions- og kvalitetssikringsmetoder betød dog, at rundt regnet 2/3 af de fremstillede StG44’ere blev skrottet, før de overhovedet forlod fabrikken – og hvert gevær krævede ca. 12 mandetimer at fremstille. Kalasjnikov plankede efter krigen designet, men fremstillede geværet i et noget mere upræcist presblik-design, men AK47 kunne fremstilles i millionvis og på kun få mandetimer pr. produceret våben.
Men de StG44’ere, som nåede frem til fronten, var en ubehagelig oplevelse for de allierede, som befandt sig i den forkerte ende af de meget effektive stormgeværer. Men med vanlig nazitysk galskab kunne et supervåben vel også udvikles til et super-supervåben, og derfor blev der i krigens sidste dage udviklet det nok første ”night-vision” sigte af AEG under navnet 1229 Zielgerät – eller mere mundret ”Vampir” (vampyrer kommer jo også kun ud om natten).
Natjægere
Idéen bag Vampir var strengt taget lige så god som udviklingen af StG44. Man kunne montere den 2,5kg tunge natkikkert på sigtet af en StG44. En kraftig konventionel wolfram-glødelampe kunne så gennem et infrarødt filter oplyse området foran geværet. Lyset ville – som IR jo er – være usynligt for det menneskelige øje, men Vampir indeholdt også en tæt-på-infrarød modtager, så soldaten med sin Vampir kunne fornemme skikkelser op til 70-80 meter væk – især hvis der var bevægelse.
Men det 2,5kg tunge sigte var noget af et problem for de ”natjægere”, som skulle bruge udstyret. Ikke mindst, fordi IR-lampe og modtager skulle bruge en pokkers masse energi, så en soldat skulle ud over sigtet bære rundt regnet 14kg batterier på ryggen. Næppe praktisk i felten og stik imod den agilitet, der reelt var styrken i det nye stormgevær. (U)praktiske forsøg blandt de tyske pansergrenaderer i felten beviste også, at Vampir IR-sigtet var alt for følsomt til menneskebåren anvendelse, også selv om allierede soldater fik en forskrækkelse over, at tyskerne åbenbart var blevet i stand til at se i mørket.
Større og mere robuste versioner af de nazityske IR-lamper og natkikkerter blev også forsøgt monteret på de nazityske Panther-kampvogne og SD251-halvbæltekøretøjer, men igen med en begrænset succes. Under alle omstændigheder kom teknologien alt for sent, for uprøvet og i for små styktal til at kunne gøre en forskel nær krigens afslutning. Men som med så mange andre opfindelser, kunne de allierede – og primært USA, England og Sovjetunionen – gøre brug af de nazityske designs efter krigen og udvikle teknologierne til såvel militære som civile applikationer.
Billedtekst:
En britisk soldat afprøver efter krigsafslutningen i 1945 et tysk StG44-stormgevær monteret med et Vampir IR-natsigte og en 14kg tung batteripakke på ryggen. Idéen gavnede ikke Nazityskland på nogen måde, men var dog et spændende teknologisk gennembrud, som er kommet både forsvars- og civile formål til nytte op i vores tid. (Foto fra Wikipedia).
