EIB støtter verdensførende teknologi inden for høreapparater med et lån på 115 mio. EUR. EIB, som er EU’s bank, yder et lån på 115 mio. EUR til den danske virksomhed Demant A/S, der beskæftiger sig med høresundhed. EIB-lånet vil støtte investeringer i forskning og udvikling (F&U) af nye højteknologiske høreprodukter og bidrager dermed til, at mennesker over hele verden med hørevanskeligheder nemmere kan leve med deres høretab. Resultatet vil være forbedret livskvalitet og øget social inklusion. F&U-projektet gennemføres i Danmark og Polen.
Den Europæiske Investeringsbank, EIB, er en væsentlig aktør inden for finansiering af innovation i EU. Projektet vil hjælpe mennesker over hele verden, der har brug for høreapparater, med at få adgang til teknologi og pleje, som kan forbedre deres liv. Samtidig giver det Den Europæiske Union en konkurrencefordel på høresundhedsområdet. Ved at finansiere dette projekt støtter Banken en førende europæisk virksomhed inden for medicinsk teknologi, der specialiserer sig i høreapparater og andet akustisk udstyr med det formål at forbedre hverdagen for mennesker med høretab. De nye moderne og højteknologiske høreapparatsapplikationer, som bliver udviklet i forbindelse med projektet, vil forbedre mulighederne for social inklusion for mennesker med høretab, mindske risikoen for forringelse af kognitive evner og øge brugernes evne til at deltage i samfundslivet.
– Det er et vigtigt mål for EIB at udlåne kapital til investeringer, der gør det lettere at gennemføre innovationsprojekter. Det er afgørende for økonomien og for beskæftigelsen, og det er præcis derfor, der er behov for EIB til at støtte R&D i denne dynamiske samfundssektor med finansieringsløsninger. Jeg er stolt over, at vi med vores støtte kan bidrage til, at Demant også fremover kan investere i sine R&D-aktiviteter. De vil gøre en forskel for menneskers sundhed og livskvalitet ved at give dem adgang til nye og bedre høreapparater, siger EIB’s vicedirektør, Christian Thomsen, med ansvar for Danmark.
EIB’s lån til dette projekt styrker den europæiske industrielle forskning og innovative kapacitet og vil bidrage til teknologiske fremskridt, økonomien, bæredygtig vækst og beskæftigelse. Det er således i overensstemmelse med Horisont Europas prioriteter om at styrke EU’s videnskabelige og teknologiske fundament og det europæiske forskningsrum (EFR), hvorved det øger Europas innovationskapacitet, konkurrenceevne og beskæftigelse.