Hvis man i dag står og hiver i døren til SPS i Nürnberg, vil man nok konstatere, at ét eller andet er gået galt. Og det er det: SPS var programsat til 23. – 25. november, og vi talte under Productronica med flere, som havde planlagt besøg på messen. Men allerede i sidste uge begyndte jungletrommerne at fortælle om tyske virksomheder, der sprang fra deres købte og betalte stande på grund af det øgede covid-19 smittetryk i det sydlige Tyskland – og kravet om “2G” (2 x “geimpft” – vaccineret, red.), som åbenbart ikke er så almindeligt i resten af Europa som i Danmark. Dobbeltvaccinationen er dog et krav for at deltage i offentlige begivenheder.
Men fredag d. 19/11 faldt hammeren i Bayern, da delstatens præsident, Marcus Söder, trak bremsen for større offentlige forsamlinger. Konsekvensen er, at SPS med ultrakort varsel måtte lukke begivenheden – til trods for, at flere virksomheder allerede var i gang med at bygge stande.
– Vi beklager dybt denne beslutning, men i lyset af den hastigt forværrede situation og de endnu skærpede regler, ser vi os nødsaget til at aflyse dette års branchemøde. Vores mål for SPS 2021 var at skabe den bedst mulige forretningsplatform under den sikreste mulige forhold. Vi ved, hvor vigtigt SPS er for vores kunder og partnere, især i år. Det vil dog desværre ikke være muligt at afholde det på trods af konstant forbedrede sikkerhedsforanstaltninger, siger Martin Roschkowski, direktør for Mesago Messe Frankfurt GmbH, som afholder SPS i Nürnberg.
Selv om SPS normalt ikke trækker så mange danske besøgende, så skal der nok være hjemlige deltagere i SPS, som har fået afyst turen. Udviklingen inden for smitten er – årstiden taget i betragtning – nok ikke overraskende, men der er ingen tvivl om, at vaccinationerne tager den værste brod af udbredelsen. Vi kan kun håbe på, at de nyeste varianter af covid-19 er mere fredelige end den første pandemi, så vi på sigt kan sidestille covid-19 med en “almindelig” influenza. Og så må vi glæde os over enhver større begivenhed, der bliver gennemført – under sikre forhold.
RSH