Et ekstra sæt muskler, man kan montere udenpå tøjet. Sådan kan man beskrive exoskeletter, der blandt andet kan afhjælpe svære arbejdsfunktioner i industrivirksomheder.
Jacob Kortbek, der er sektionsleder hos Teknologisk Institut, fortæller, at der allerede findes etablerede producenter af de mekaniske skeletter, og at de fås i mange forskellige varianter.
– De bliver blandt andet brugt i bilindustrien i udlandet, men vi mangler at se danske virksomheder tage teknologien til sig. Vi vil derfor sammen med vores tyske samarbejdspartner begynde at udforske potentialet for brug af exoskeletter i den danske fremstillingsindustri, siger han.
Exoskeletter bliver spået et stort potentiale, fordi der stadig er meget manuel arbejdskraft ude i industrien, som indebærer tungt og nedslidende arbejde.
– Bølgen af robotteknologi og automation er motiveret af at erstatte nogle af de manuelle processer – dels fordi man vil gøre det mere produktivt, men også for at skåne medarbejderne fra ensidige, gentagne løft – og her skal exoskeletter opfylde nogle af de samme behov, som robotteknologi gør i dag, tilføjer Jacob Kortbek.
Manuelle processer og hårdt, nedslidende arbejde er noget, som Lars Jensen, der er fabrikschef hos DOTs fabrik i Vildbjerg, kan nikke genkendende til blandt sine medarbejdere.
Fabrikken varmforzinker – som er en slags korrisionsbeskyttelse – stål-emner og konstruktioner. Her er udfordringen, at kundernes stålkonstruktioner skal hænges op og tages ned fra stativer.
Det var til Teknologisk Instituts åbent hus-arrangement “Robotbrag”, hvor et exoskelet blev demonstreret, at han fik øjnene op for teknologien. Hans fabrik er derfor begyndt at kigge nærmere på de kropsbårne robotter.
Teknologisk Institut vil sammen med tyske Fraunhofer IPA undersøge potentialet for exoskeletter i en række danske produktionsvirksomheder – heriblandt hos DOT – i løbet af foråret.