Den 31. oktober sendte Radio24syv deres sidste program og satte dermed det foreløbige punktum for radioens virke. Efter at have sendt radio i blot otte år er stationen altså blevet historie. I denne periode har Radio24syv været med til at skrive radiohistorie på flere områder.
Ideen om en ny radiokanal, der kunne bryde DRs monopol på public-service-radio, opstod i 2010 og blev en del af medieforliget fra samme år. Fem minutter over midnat den 1. november 2011 gik radioen i luften. Siden har de udvidet grænserne for radioproduktion i Danmark.
– Radio24syv skriver sig ind i en lang stolt dansk radiohistorie, der strækker sig godt 100 år tilbage. Amatørradio dannede grundlaget for oprettelsen af, hvad der skulle blive til Danmarks Radio, i 1925. I slutningen af 1950’erne udfordrede piratradiostationen, Radio Mercur, den etablerede radio med deres fokus på ungdommen. Selvom stationen ikke overlevede, så blev P3 oprettet i 1963, som en ungdomskanal. Og på samme både har Radio24syv udfordret radiosektoren herhjemme med deres nytænkende og grænsebrydende tilgang, siger museumsinspektør på Danmarks Tekniske Museum, Jacob Thorek Jensen.
Museet har bl.a. indsamlet den mixer, hvorfra en stor del af stationens programmer er blevet styret, bl.a. ”Det, vi taler om” og ”Den Korte Radioavis”. Det var fra denne mixer, at kanalen blev ”åbnet” i 2011 og det var herfra, at man lukkede ned fra lyden torsdag den 31. oktober ved midnat.
I forbindelse med indsamlingen søger museet personlige historier og beretninger fra danskere, som har lyttet til stationens programmer. Man kan kontakte museet på skj@tekniskmuseum.dk, hvis man ønsker at bidrage med sin historie.
Danmarks Tekniske Museum ligger ca. 40 minutters kørsel fra København. Af offentlig transport holder busserne 802 og 353 ved museet. Entré er gratis for børn under 18 år, 90 kr. for voksne og 80 kr. for pensionister og studerende.
Se også http://www.tekniskmuseum.dk