Beskæftigelsen i Danmark buldrer derudad, og arbejdsstyrkens størrelse slår alle rekorder. Det samme billede ser man i installationsbranchen, som med 45.000 beskæftigede ved udgangen af 2017 er tæt på den hidtidige beskæftigelsesrekord fra lige inden, finanskrisen ramte i 2008.
Ifølge Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i Tekniq Installationsbranchen, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder, er det naturligvis positivt, at det går godt for dansk økonomi og dermed også for installationsbranchen, men hvis Danmark skal fastholde og gerne øge væksten, er der brug for, at politikerne nu sætter konkret ind for at øge arbejdsstyrken yderligere.
Hans udmelding kommer oven på nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at 35 procent af el-virksomhederne i marts måned udpegede manglen på arbejdskraft som en begrænsning for deres vækstmuligheder. For et år siden var de tilsvarende tal på 20 procent for branchen.
Han anerkender, at blandt andet installationsbranchen selv har et ansvar – og tager det. El-branchen er helt i top på listen over de brancher, der tager flest i forhold til det samlede antal faglærte. Skal virksomhedernes rekrutteringsbestræbelser bære frugt, er der dog ifølge Niels Jørgen Hansen brug for langt større politisk handlekraft.
Desværre er der efter Niels Jørgen Hansen vurdering i dag et stort politisk flertal for at gøre ingenting – eller meget lidt. Den nylige skatteaftale er, trods enkelte gode elementer, et klart symbol på den politiske stilstand.
Som mulige initiativer nævner han en forhøjelse af pensionsalderen, en markant lettelse af indkomstskatten, et ændret SU-system og lettere adgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Samtidig skal der ifølge Tekniq gøres endnu mere for at få personer på kontanthjælp eller på dagpenge i beskæftigelse.
Derfor beklager han også udmeldingerne fra eksempelvis finansminister Kristian Jensen (V), der har afvist muligheden for nye jobreformer den kommende tid, da han vurderer, det ikke vil være realistisk at få flere af denne type reformer igennem det nuværende folketing.