Kom og oplev en verden i miniformat, når museet slår dørene op for årets flotteste modeljernbanetræf den 14. og 15. september. Der vil være metervis af jernbane med sjov teknik, imponerende modeller af togmateriel og landskaber samt historiske stationsmiljøer og bygninger.
Til træffet kan du se modeljernbaneanlæg fra over 20 forskellige klubber og private. Modeltogene kører rundt i museets haller, så alle besøgende kan opleve jernbanerne på helt tæt hold. Der vil være alt fra små baneanlæg på 2×2 meter med masser af finurlige detaljer til kæmpe anlæg med mange tog og lange vognsæt. Absolut i særklasse er de store modeller, som kører ved hjælp af rigtig damp på kedlerne. Så få en uforglemmelig oplevelse for hele familien.
Museet råder også over en samling af modeltog fra mellemkrigstiden fra bl.a. Märklin. Perlen i samlingen er Krokodillen, som er en model af et af de lokomotiver, der kørte på St. Gotthard banen i Schweiz. Krokodillen har 100 år jubilæum i år og laves stadig som model – for samlere fås den også guldbelagt. Kom og se modellerne af Krokodillen fra før og nu.
Til træffet kan du også møde de mange entusiaster, der står bag modellerne og høre mere om, hvad de brænder for og hvordan de arbejder. Modeljernbanernes detaljer udstråler det engagement og den glæde som modelbyggerne lægger i arbejdet, når de sammen og hver for sig kreerer de mange meter bane med bjerge, broer og byer. Flere af klubberne har også taget værktøjet med, og demonstrerer hvordan de helt små figurer bliver fremstillet med pincet og fingersnilde.
Igen i år tilbyder vi starthjælp til nye entusiaster. Så hvis du har bedstefars gamle modellokomotiv liggende på loftet, så tag det under armen og med på træffet. Her kan du få hjælp af nogle af Danmarks bedste modeljernbaneeksperter til at få det gjort køreklart igen.
Museets eget mini-tog, Parkbane, kører også hele weekenden, så du kan komme ud og få luft i håret, og en sjov tur rundt på museets 800 meter lange togbane.
Praktisk information
Modeljernbanetræffet er for alle museets gæster i weekenden 14. og 15. september fra kl. 10 til 17. Det er gratis at opleve træffet, når der er betalt entre til museet.
Entré til museet er gratis for børn under 18 år, 90 kr. for voksne og 80 kr. for pensionister og studerende.
Danmarks Tekniske Museum ligger ca. 40 minutters kørsel fra København. Af offentlig transport holder busserne 802 og 353 ved museet. Se også http://www.tekniskmuseum.dk