Ørsted og Microsoft Corporation har indgået en aftale om, at Microsoft skal købe energi fra Old 300 Solar Center i Fort Bend County (Texas), som forventes at blive sat i drift i andet kvartal 2022.
– Microsoft har ambitiøse bæredygtighedsmål for deres Scope 1-, 2- og 3-udledning, og vi er meget glade for at samarbejde med dem om at nå deres mål. Microsoft og Ørsted har det samme store fokus på at reducere CO2-udledningen, så jeg glæder mig over vores samarbejde, siger Vishal Kapadia, Senior Vice President og Chief Commercial Officer for Ørsted Onshore.
Adrian Anderson, Senior Director, Renewable Energy hos Microsoft, tilføjer:
– På vores rejse mod 100 % vedvarende energi står det klart for os, at innovation og samarbejde er afgørende for, hvordan vi kan bekæmpe klimaforandringerne. Vi er taknemmelige for vores samarbejde med Ørsted om at levere vedvarende energi i ERCOT og ser frem til fortsat at arbejde henimod en nettoudledning på nul.
Old 300 Solar Center ligger på et ca. 1.140 hektar stort privatejet areal tæt på byen Needville i Fort Bend County, Texas. Projektet udgør en investering på over 400 millioner dollars i lokalsamfundet, hvilket vil komme jordejere, skoler og andre lokale institutioner til gode i mange år fremover gennem lejeindtægter og ejendomsskatter.