Covid-19 pandemien medførte en pludselig omstilling til hjemmearbejde for mange danskere. Næsten 50 procent af alle beskæftigede i Danmark – ca, 1,4 millioner danskere – har arbejdet hjemme under nedlukningen i foråret. Både arbejdsgivere og arbejdstagere har fået konkret erfaring med work-from-anywhere.
En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at der er 14,2 milliarder kroner i samfundsøkonomiske gevinster ved, at alle danskere, der har mulighed for det, tager én dag mere om ugen med hjemmearbejde, end de gjorde før coronakrisen.
– Covid-19 pandemien er hård, men noget af det vi har lært, er, at vi kan meget mere digitalt, end vi måske troede. Den sætter også en streg under, hvilke muligheder digitaliseringen giver os. Dermed ikke sagt, at vi skal isolere os derhjemme, men det er positivt, at vi får øjnene endnu mere op for digitale muligheder både offentligt og privat, samt at der trods alt også er betydelige samfundsøkonomiske gevinster. Vi håber også, at det får politikernes øjne op for betydningen af Danmarks digitale infrastruktur, udbredelse af it-kompetencer og arbejdet med en ny digitaliseringsstrategi, siger Poul Noer, chefkonsulent på IT- og teleområdet i Dansk Erhverv.
Ser man på, hvad hjemmearbejde betyder for den enkelte dansker i arbejde, der har mulighed for at arbejde mere hjemme, siger analysen, at gennemsnitlig set, vil man kunne spare 174 km i transport og 224 min – altså lidt over 3,5 timer – i transporttid om måneden med en ugentlig hjemmearbejdsdag.
Et sted man har oplevet, hvordan hverdagen og arbejdsgangene er blevet en del anderledes, er i biotekvirksomheden Novozymes.
– Vi har lært meget og skabt nye måder at arbejde på. Før rejste vi ud til kunderne og brugte meget tid det, mens vi nu har udviklet nye metoder at mødes med dem på. Som organisation er vi blevet meget mere forbundet globalt, og vi arbejder også mere hjemmefra, til fordel for både os som ansatte og firmaet, siger Marianne Frydendal, der er personaledirektør i Novozymes.
Hun vurderer at de nye måder at arbejde virker, men også at der er tabt lidt på det personlige nærvær. Marianne Frydendal ser på den måde en fremtid, hvor de nye arbejdsmetoder, der er lært under COVID-19, bliver en del af hverdagen i nye kombinationer med traditionelle arbejdsmetoder på arbejdspladsen.
Link til analyse om samfundsøkonomiske gevinster ved hjemmearbejde