De første EU-lande har indsendt deres planer for den økonomiske genopretning og grønne omstilling til Europa-Kommissionen. Planerne viser, at lande som Italien, Polen og Portugal vil bruge mindst 163 mia. kroner (22 mia. euro) på energieffektive løsninger over de næste seks år.
Det åbner muligheder for, at danske virksomheder som Danfoss, Grundfos og Kamstrup, der er verdensførende inden for netop energieffektivisering, både kan være afgørende for den grønne omstilling og skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.
EU’s genopretningsfond på 5.600 mia. kroner blev vedtaget i sommeren 2020. Genopretningsfonden har øremærket minimum 2.072 mia. kroner til grøn omstilling – til sammenligning var Danmarks BNP i 2020 på 2.323 mia. kroner.
Midlerne fra EU udmøntes gennem nationale genopretningsplaner, som inden for klare rammer redegør for, hvordan de enkelte EU-lande påtænker at anvende dem. Planerne vurderes af Kommissionen og godkendes endeligt af Rådet.
Den 21. juli 2020 indgik EU’s stats- og regeringschefer en aftale om en genopretningsfond på i alt 750 mia. euro. Fonden skal bidrage til den økonomiske genopretning samt fremme den grønne omstilling og digitaliseringen.
Hovedparten af genopretningsfonden udgøres af en genopretningsfacilitet på i alt 672,5 mia. euro, der er fordelt med 312,5 mia. euro i direkte tilskud til EU’s medlemslande samt en frivillig lånemulighed for 360 mia. euro.
Midlerne i genopretningsfaciliteten fordeles ud fra to hovedkriterier; 1) hvor hårdt et land er ramt økonomisk for så vidt angår COVID-19 samt 2) relativ velstand. Det betyder, at en meget væsentlig del af midlerne tilgår Sydeuropa for så vidt angår COVID-19 samt Østeuropa for så vidt angår relativt lavt velstandsniveau.
Det er langt fra alle lande, som har indsendt deres planer i skrivende stund. Men bl.a. Italien, Polen og Portugal har fremsendt deres planer og vil bruge midlerne ift. energieffektivitet på denne måde (opgivet i mia. euro):
EE bygninger | EE industri | Fjernvarme | I alt | |
Italien* | 15,2 | 0 | 15,2 | |
Polen | 4,758 | 0,3 | 0,3 | 5,358 |
Portugal | 0,61 | 0,86 | 0 | 1,47 |
SAMLET | 20,568 | 1,16 | 0,3 | 22,028 |