Ny rådgivningsvirksomhed inden for energi, datacentre og power-to-X
Energi, datacentre, Power-to-X og grøn omstilling er nogle af nøgleordene for den nye rådgivningsvirksomhed Volder Consult med base i Ribe. Stifteren er Thomas Volder, der nu etablerer sig som selvstændig konsulent efter mere end 20 års erfaring fra ledende poster i energi- og datacenterbranchen hos bl.a. General Electric og Schneider Electric.
Senest har han siden 2016 arbejdet som Business Development Director hos virksomheden Coromatic, der leverer kritisk infrastruktur til strømforsyning og datakommunikation for eksempelvis datacentre, hospitaler og lufthavne. Sideløbende har Thomas Volder været med til at stifte og udvikle brancheforeningen Datacenter Industrien, hvor han virket som formand siden starten i 2017.
Han har en faglig baggrund som el-installatør, maskinmester og lederuddannelsen EBA
– Engineering Business Administration – og har bl.a. været involveret i en række af de større projekter med datacentre, der er blevet gennemført i Danmark de senere år. Desuden har han løst opgaver med udbud på de store energi- og hospitalsprojekter.
Den brede erfaring, der også tæller opgaver i det meste af Europa, bringer Thomas Volder nu i spil i sin nye virksomhed. De første kunder er allerede i hus, og netværket har foreløbig vist overvældende interesse.
– Jeg ser et behov hos selv de dygtigste virksomheder til at søge hjælp til nogle af opgaverne. Det er jo en foranderlig verden, som ofte efterlader mangel på kompetencer indenfor nogle områder, og det har været én af tankerne bag min beslutning.
Det handler ofte om at sikre nogle sektorkoblinger for at få tingene til at lykkes, og her spænder jeg bredt, forklarer Thomas Volder.
Læs mere om virksomheden på http://www.volderconsult.dk