Sound Hub Denmark tilbyder en bredspektret tilgang til lyd- og akustik. Det handler ikke kun om teknologi, højttalere og musik – men også om stilhed, velfærd, medier, kommunikation, kunst, underholdning og meget andet, når man tilbyder et lærings- og udviklingsmiljø for fremtidens lyd.
Derfor lægger Sound Hub Denmark hus til Nordic Podcast Academy, der er blevet etableret i et gensidigt forpligtende samarbejde mellem Sound Hub Denmark, Struer Kommune, Den Danske Medie- og Journalisthøjskole, samt Dorte Palle og Tor Ambjørn; begge tidligere chefer i DR. Alle kurser og uddannelser faciliteres af partnerne i samarbejde med lyddesigner Jesper Lundager fra Lydens By-værkstedet. Partnerskabet har som mål at skabe en international, nordisk forankret platform for nye talenter, journalister og medieprofessionelle.
Nordic Podcast Academy er et initiativ, der yderligere skal understøtte den styrkeposition, som Danmark har inden for lyd. En position, der bygger på en lang og stærk tradition for dybdegående interviews og storytelling på radio. Det er først nu, at podcastmediet får et dedikeret og formelt uddannelsesprogram og egen talentudvikling.
– Selv om mange podcasts lyder som en samtale, der foregår uden forudgående forberedelse, bør storytelling og produktionskvalitet ikke undervurderes’, udtaler medstifter af Nordic Podcast Academy, Dorte Palle.
De senere år har podcasting udviklet sig til en massiv succes med vækst i både rækkevidde og brug. Samtidig har mediet tiltrukket et yngre publikum og udfyldt et markedsmæssigt tomrum. Seriøse brugere ligger i aldersgruppen mellem 15-31 år.
Podcastproduktion handler hovedsageligt om indhold, men formen bør også overvejes nøje, når man skal kommunikere indhold og fange lytterens opmærksomhed. I modsætning til næsten alle andre medieformer, er et af karakteristikaene ved podcasts deres længde. I gennemsnit er en podcast på minimum 30 minutter og mange meget længere. De fleste podcasts tilbyder ny viden og giver publikum en mulighed for at dykke ned i særlige områder og emner. Dette giver udgiverne mulighed for at kommunikere avancerede emner og nuancerede temaer, som typisk ikke får plads på andre mere konventionelle platforme.
Når man spørger folk, hvad de foretrækker at lytte til som podcast, svarer de fleste informativ underholdning som deres foretrukne indhold.
Podcasting er ikke en platform eller kommunikationskanal, som erstatter eksisterende mediekanaler. Det er et nyt medie, der udvider kontaktfladen til publikum. I de seneste år er serie-podcasts blevet den nye måde at lytte på.
Der opbygges en stor loyalitet mellem publikum og podcaster. Når først lytteren er fanget af emnet, vil de fleste fortsætte med at lytte – episode efter episode – over adskillige måneder. Derfor skal podcasten gives tid til at lykkes. Mange lyttere har tendens til at vende tilbage og lytte i deres podcast feed, når først de er fanget af en ny podcast.
Nordic Podcast Academy, Tor Arnbjørn, tlf. 20 94 20 73 eller tor@rakkerpak.nu
Sound Hub Denmark A/S, CEO Peter Petersen, tlf. 40 45 65 69 eller pp@soundhub.dk