Professor i kvantefysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, Peter Krogstrup, er dette års modtager af Elektroprisen, som netop er uddelt af Elektrofondet i Ingeniørforeningen, IDA.
Peter Krogstrup er oprindeligt musiker, men valgte som 31-årig at skifte guitaren ud med studier i fysik ved Københavns Universitet i 2004. Med en næsten kometagtig fart bragte de næste 15 år ham gennem både studier og en ph.d.-afhandling, frem til hans udnævnelse til professor i kvantematerialefysik på Niels Bohr Institutet i maj 2018. Senere samme år blev han endvidere leder af Microsofts kvanteforskningscenter i Lyngby, hvor han sammen med forskere og ingeniører fra Københavns Universitet, DTU og Microsoft arbejder på at bygge verdens første kvantecomputer.
– Peter Krogstrups forskningsgruppe er internationalt anerkendt inden for kvanteforskningen, og det banebrydende samarbejde både nationalt og internationalt kræver til fulde hans store samarbejdsevner. Han har desuden en imponerende publikationsliste med adskillige artikler i tidsskrifter som ”Science” og ”Nature”, hvilket vidner om videnskabeligt arbejde på meget højt internationalt niveau, som det hedder i motiveringen af årets prismodtager.
Udover den faglige anerkendelse som Elektroprisen er udtryk for, ledsages prisen af et beløb på 30.000 kr.