DIS Group, der blandt andet ejer konsulent- og rekrutteringsvirksomheden Uni Consulting og den internationale vidensvirksomhed DIS/Creadis, har købt konsulent- og rekrutteringsvirksomheden Mpeople.
Med opkøbet lægges Uni Consulting og mpeople sammen. Sammenlægningen sker med henblik på at styrke de to virksomheders position samt at udnytte synergier fra komplementerende elementer fra de to virksomheders markeder og geografiske placeringer. Uni Consultings kontorer ligger i Aalborg, Kolding og Skanderborg, mens Mpeople’s ligger i Aarhus og Hillerød.
Uni Consulting har siden 2008 leveret ingeniører og tekniske konsulenter til projekter over hele landet og til mange forskellige brancher. Mpeople har mere end 20 års erfaring med konsulentydelser, rekruttering og rådgivning i software- og elektronikudvikling hos nogle af Danmarks største og førende virksomheder inden for produktudvikling.
Det nye selskab drives fremover som ét brand; mpeople med mpeople’s stifter og administrerende direktør Lars Blauenfeldt og Uni Consultings direktør Tommy Both Juul som en del af den daglige ledelse.