Logimatic bliver nu del af Axcels nye nordiske automationsgruppe og fusionerer samtidig med gruppens andet danske selskab Picca Automation. Axcel styrker derved sin udviklingsstrategi om at skabe Nordens førende automationshus. Axcels nye gruppe består derved af de to fusionerede danske virksomheder Picca og Logimatic samt af svensk-norske Acobia, som Axcel købte i marts.
– Vores vision er at bygge Nordens største og bedste leverandør af komplekse automationsløsninger, hvorfor partnerskabet med Logimatic Engineering er et helt naturligt skridt på vejen. Vi ser frem til at få Logimatic Engineering med i gruppen og skabe en endnu stærkere virksomhed for både kunder og medarbejdere, siger Christoffer Müller, partner i Axcel.
Med fusionen vil den samlede stab fremover bestå af 150 medarbejdere fordelt mellem Aalborg, Værløse, Søborg, Silkeborg, Troldhede, Thisted og Randers.
Alle Logimatics aktiviteter i Aalborg og Værløse samt arbejds- og projekttilgange fortsætter som hidtil.