Den nye analyse tager temperaturen på de 1.500 life science-virksomheder i Danmark, og tallene viser en industri i fremgang. Analysen viser blandt andet, at værditilvæksten i life science-industrien er mere end fordoblet fra 2008-2017 med en gennemsnitlig årlig vækst på 10 pct. Det er fem gange så højt som det øvrige danske erhvervsliv.
Som noget nyt er der i årets fodaftryksanalyse også blevet regnet på life science-industriens samlede CO2-udledning, og den er faldet markant. For mens værditilvæksten er blevet 9 gange større siden 1990, så er life science-industriens samlede CO2-udledning faldet med 55 pct. i samme periode.
Life science-industrien er generelt en af Danmarks helt store eksportsektorer. De seneste 10 år har life science-industrien næsten tredoblet eksporten til i alt 142 mia. kr i 2019. Det svarer til 19 pct. af Danmarks samlede vareeksport.
Derudover skaber life science-industrien beskæftigelse til 47.000 fuldtidsansatte. Beskæftigelsen er vokset med 18 pct. fra 2008-2017, mens den for det samlede danske erhvervsliv er faldet i samme periode med 4 pct.
Analysen viser desuden, at life science-industriens vækst adskiller sig fra den øvrige industri på en lang række parametre. Det gælder blandt andet produktivitetsniveauet, hvor hver medarbejder i life science-industrien årligt skaber værdi for lige under 2 mio. kr. Produktivitetsniveauet i life science-industrien er således dobbelt så højt som i det øvrige erhvervsliv. Life science-virksomhederne står også for mere end en tredjedel af al privat forskning og udvikling i landet.
Det er anden gang, at Erhvervsministeriet offentliggør en samlet analyse af life science-industriens økonomiske fodaftryk. Se analysen hér