Kemp & Lauritzen har netop vundet udbuddet på indendørs mobildækning for sygehusene i Holbæk, Roskilde, Slagelse, Næstved og Nykøbing Falster. Med aftalen ønsker Region Sjælland at give både personalet, patienter, pårørende og øvrige brugere af sygehusene de bedste betingelser for en optimal og stabil operatør-uafhængig mobildækning på alle sygehusenes indendørsarealer.
– På vores sygehuse håndterer vi akutte, alvorlige og i nogle tilfælde livskritiske situationer. Derfor er det altafgørende, at vi har en optimal mobildækning, og at vi har adgang til HelpDesk, fjern-afhjælpning og on-site fejlafhjælpning indenfor definerede tidsfrister hele døgnet. Disse krav i udbuddet imødekommer Kemp & Lauritzen, og derfor er vi tilfredse med at kunne indgå aftalen med dem, udtaler Jannie Klang fra Region Sjælland.
Kontrakten er resultatet af Kemp & Lauritzens mangeårige fokus på løsninger indenfor indendørs mobildækning – hvor uddannelse, medarbejdercertificeringer og investering i udstyr og software har gået hånd i hånd med udvikling af processer og procescertificeringer.
Til trods for global chip-mangel og globale logistikudfordringer er hovedparten af centraludstyr, decentralt udstyr, kabler, antenner m.m. allerede landet på sygehusene, og selve implementeringen er i gang.
Kontrakten med Region Sjælland omfatter et komplet re-design af DAS-løsningerne, inklusive erstatning af eksisterende udstyr med en moderne og fremtidssikret løsning fra producenten JMA Wireless samt de første 4 års vedligeholdelse og support.
Der er valgt en løsning, hvor centraludstyr tilsluttes operatørerne lokalt på hvert sygehus. Herfra fordeles mobilsignalerne til decentralt udstyr via fiberforbindelser og herefter videre til næsten 2.000 antenner fordelt i en bygningsmasse på omkring 500.000 m2.