Kemp & Lauritzen flytter nu fra sine to hidtidige Esbjerg-lokationer på Bådebrogade og Hedelundvej. Det er nemlig tid til at samle kræfterne på Esbjerg Havn – og den nye adresse på D. Lauritzens Vej er nøje udvalgt:
– Vi tror på, Esbjerg Havn bliver et omdrejningspunkt for ikke blot den danske, men også internationale grønne omstilling. Den rejse skal vi selvfølgelig med på, og vi glæder os til at skulle operere klos op ad en masse eksisterende såvel som potentielle kunder og dygtige samarbejdspartnere, som er blandt spydspidserne inden for bæredygtige løsninger. Ud over den generelle gevinst ved at være tættere på kunderne og erhvervslivet i byen skaber vores tilstedeværelse på havnen særligt gode vækstmuligheder for flere af vores afdelinger. Det gælder for eksempel både vores Marine-afdeling, hvor vi er specialiseret i skibselektronik og installationer til marine-industrien, og vores Energi-afdeling, som er specialister i energioptimerende tiltag inden for det bygningstekniske område. Her kommer vi nu til at være midt i begivenhedernes centrum, fortæller direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen, Thomas Gjørup.
Medarbejderne fra Bådebrogade har taget den nye lokation på D. Lauritzens Vej i brug den 25. april 2022, mens medarbejderne fra Hedelundvej vil tjekke ind på havnen i midten af maj 2022. Gennem det seneste år har Kemp & Lauritzen foretaget en totalrenovering og energioptimering af ejendommen, hvor de eksisterende bygninger er bragt op til nutidens høje standarder – med bæredygtig genanvendelse for øje.