KE Supply har tilført deres produktionslinje nye kræfter i form af nyt produktionsmaskineri, deriblandt en Pick & Place maskine der nu øger deres montagekapacitet med en faktor 3. Over de seneste måneder er der således flyttet en ny fuld produktionslinje samt et automatisk SMD-lagersystem ind ved KE Supply i Korsør.
De nye hurtige maskiner giver øget produktionskapacitet, men det der er særligt fokus på hos KE Supply, er deres nye screen-printer – en ny Yamaha YCP10 leveret af Core-emt A/S.
Hos KE Supply har man nemlig særligt fokus på pastatrykket, fordi de har erfaret at ved at være omhyggelig med en nøjagtig pastatrykning, da reduceres fejlraten med helt op til 60 – 70%.
Nyt maskineri rykker på fart og kvalitet, men det forudsætter at der er kompetente medarbejdere omkring printkortproduktionen – først da bliver kvaliteten virkelig god. Den nye produktionslinje skal da også mere end blot dække KE Supply nuværende behov:
– Jeg har i mine 38 år i elektronikbranchen set hvor hurtigt udviklingen går blandt andet, hvordan komponenterne er blevet mindre og mindre over tid. Netop derfor har vi valgt en fleksibel produktionslinje. Vi har valgt pick & place-maskinen, Yamaha YSM20r, fordi den har en meget lav omstillingstid, og fordi den kan montere mindre komponenter end de SMD 0402 metrik (01005”), som er de mindste komponenter vi monterer i dag, siger KE Supplys direktør, Ib Rosenfeld.
De nye kompakte Yamaha SMT-produktionsmaskiner og pladsbesparende SMD-lager har haft den positive sideeffekt at KE Supply har kunnet undlade at bygge til – en tilbygning, der ellers var en nødvendighed.