Inden for elektronikproduktion kræver mange automatiske loddeformer brug af blandt andet nitrogen. Det er derfor en god nyhed, at adgangen til lokalt fremstillede luftgasser i Danmark nu er blevet endnu bedre.
Med den nye luftgasfabrik ved Vejle tredobler Linde Gas A/S sin produktion, og det styrker ifølge virksomheden forsyningssikkerheden markant for kunderne. Med det nye produktionsanlæg vil Linde Danmark (tidligere AGA) samtidig videreudvikle kvaliteten af virksomhedens industrigasser samt gasser til blandt andet elektroniksektoren.
Den styrkede forsyningssikkerhed understøttes yderligere af to andre initiativer, som Linde Danmark har taget indenfor de seneste par år, nemlig åbningen af Danmarks største CO2-terminal på Lindø samt udvidelsen og moderniseringen af virksomhedens tørisfabrik i Taulov.
Linde Danmarks nye produktionsanlæg baserer sig på den nyeste teknologi og har høstet stor anerkendelse fra Lindes kunder: Medicovirksomheder, fødevarevirksomheder og myndigheder har angiveligt været begejstrede, efter at de har besøgt Lindes nye anlæg og undersøgt, om det opfylder de aftalte produktionskrav og procedurer. De har alle konkluderet, at anlægget i suveræn grad honorerer kravene.
Det nye produktionsanlæg har i Vejle-området skabt fem nye arbejdspladser samtidig med, at 20 -25 chauffører er tilknyttet den nye fabrik. Den nye luftgasfabrik kaster også nye jobs og ordrer af sig til de lokale virksomheder, som servicerer Linde Gas, og som dermed får øget deres omsætning.
Råstoffet på Linde Danmarks nye luftgasfabrik er helt almindelig atmosfærisk luft. Linde renser og nedkøler luften til omkring minus 200 grader, hvor blandt andet gasserne ilt og kvælstof ændrer form til væsker, der kan destilleres fra hinanden. De indgår så i Lindes mange industrigasser samt gasser til industri og sundhedssektor – gasser med afgørende betydning for det moderne samfund og utallige anvendelsesmuligheder som for eksempel frysning og køling af fødevarer, ilt til patienterne på hospitalerne, lægemiddelproduktion, elektronikproduktion, ilt til stålindustrien, iltning af dambrug, rensning af spildevand og forurenede grunde samt svejsning og skæring i industrien.
For yderligere info:
Jan Christensen, salgsdirektør, Linde Gas A/S, mail: jan.a.christensen@linde.com og http://www.linde-gas.dk