Arbejdet for at udbrede og udvikle digitale sundhedsløsninger fortsætter i ambitiøs iværksætter-organisation. Industriens Fond forlænger nu aftalen med Health Tech Hub Copenhagen og sætter med en solid saltvandsindsprøjtning på 33 millioner yderligere skub i det succesfulde arbejde med at udbrede dansk sundhedsteknologi til verdensmarkedet.
De nye midler som nu bliver tilført fra Industriens Fond kommer på et bagtæppe af solid succes de seneste år, hvor Copenhagen Health Tech Hub er vokset til 28 medlemsvirksomheder, der har bragt digitale sundhedsløsninger ud til over 2,6 mio. mennesker og tilsammen har over 1100 ansatte. Og det er de resultater, der nu skal bygges videre på, siger Adm. Direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang:
-Health Tech Hub Copenhagen har skabt solide resultater de senere år, og derfor er det også med høje forventninger, at vi nu forlænger indsatsen. Potentialet er stort for, at digitale sundhedsløsninger kan blive en markant dansk styrkeposition, og over de seneste år er branchen modnet så meget, at de næste større erhvervssucceser bør være inden for rækkevidde. Dertil kommer at sundhedssektoren ikke bare i Danmark men også på globalt plan skriger efter innovation. Den mulighed skal danske health tech iværksættere udnytte, og det bidrager Health Tech Hub Copenhagen til.
Health Tech Hub Copenhagen blev etableret i 2019 med målet om at samle og støtte de danske health tech startups. Meget er sket i de første fire år, både i startup-økosystemet, men også i samfundet: COVID-19 har gjort det alt for tydeligt, hvor stor behovet er for implementering af smarte løsninger i en større skala. Sundhedsvæsenet er presset som aldrig før, og forventes kun at blive mere presset. Digitale løsninger er allerede en vigtig del af løsningen, men endnu er kun en lille del af det store potentiale indfriet.
-Vi har været meget glade for samarbejdet de første 3,5 år med Industriens Fond, og vi er begejstrede for at forlænge samarbejdet og modtage øget støtte fra Industriens Fond de kommende 3 år. Health Tech Hub Copenhagen har det som ambition at støtte udviklingen af en stærkt dansk health tech industri med gode eksportmuligheder for danske virksomheder og løsninger, og vi vil bidrage til at skabe et mere digitalt sundhedsvæsen gennem implementering af evidensbaserede løsninger i en større skala, siger HTHC’s stifter og CEO Jesper Grønbæk.
Branche i vækst – men ikke uden udfordringer
Health Tech Hub Copenhagen arbejder en-til-en med medlemsvirksomhederne (startups og scaleups udvalgt efter modenhed og potentiale), men støtter også hele økosystemet. Dette økosystem er kortlagt og følges tæt, og der er derfor skabt et klart billede af, hvordan sektoren har vokset de seneste år.
Der er klare resultater og vækst, men der er også udfordringer. Inden en health tech virksomhed kan sælge sin løsning i udlandet, skal de kunne opnå implementering på hjemmemarkedet. Derfor er det afgørende med en fælles indsats fra alle parter for at bringe digitale sundhedsløsninger ind i det danske sundhedsvæsen, og i Health Tech Hub Copenhagen samles partnere og medlemmer med netop dette mål. Partnerskaber med etablerede pharma- og tech virksomheder, sundhedsorganisationer (både i Danmark og i udlandet), samt andre aktører og ildsjæle er med til at sætte skalering af implementering af digitale sundhedsløsninger på agendaen.
Store ambitioner for den nye fase
-Vi har været heldige at have samlet et stærkt team som sammen har skabt et stærkt community og nogle gode resultater. Men udfordringer er der stadig mange af, og med den netop godkendte fase 2 af HTHC har teamet bag også store ambitioner, siger Jesper Grønbæk og tilføjer som afslutning:
-Udover at øge hjemmemarked-traction og støtte virksomhedernes globale ambitioner, skal vi have fokus på tre bestemte områder. Der skal være større diversitet i health tech, da der er alt for få kvindelige iværksættere. Der skal være fokus på datasikkerhed og cybersecurity, når sundhedsdata anvendes. Og til sidst men slet ikke mindst, vi skal være mere opmærksomme på bæredygtighed, og hvordan digitale løsninger kan være med til at skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen.