NKT har indgået en aftale om at afhænde NKT Photonics til Photonics Management Europe S.R.L, et 100% ejet datterselskab af Hamamatsu Photonics K.K. som er en japansk virksomhed, der beskæftiger sig med udvikling af fotoelektriske komponenter og applikationer.
Frasalget afslutter de overvejeleser af strategiske alternativer, som NKT Photonics har haft med det formål at maksimere værdiskabelsen og positionere både NKT og NKT Photonics til langsigtet vækst. Transaktionen har en samlet virksomhedsværdi på ca. EUR 205 mio. Afslutningen af transaktionen er betinget af opnåelse af myndighedsgodkendelser og forventes at finde sted senest ved udgangen af 1. kvartal 2023.
I 2000 etablerede NKT flere højteknologiske spin-off R&D-virksomheder, der også dannede grundlaget for NKT Photonics, som er vokset til en førende leverandør af højtydende fiberlasere og fotoniske krystalfibre. Hovedmarkederne er Medical & Life Science, Industrial, Aerospace & Defence og Quantum & Nano Technology med en samlet omsætning i 2021 på EUR 68 mio. og 400 ansatte. Aftalen fuldender sammen med det tidligere frasalg af datterselskabet LIOS det fulde frasalg af NKT Photonics til en samlet virksomhedsværdi på ca. EUR 225 mio.
Frasalget markerer det sidste skridt i processen for fuldt ud at lade NKT fokusere på sin kerneforretning inden for forsyningskabler, hvor NKT har ambitioner om fortsat at vokse i de kommende år, for at understøtte den grønne omstilling af det internationale samfund. Provenuet fra frasalget af NKT Photonics vil blive brugt til at styrke NKTs balance og muliggøre strategiske, organiske vækstmuligheder.
– Efter mere end tyve år er vi stolte af at aflevere en blomstrende højteknologisk virksomhed. Det er et godt eksempel på innovation og teknologi i Danmark anerkendt internationalt, og frasalget sikrer fremtidige vækstmuligheder. Vi har fundet et godt nyt hjem til NKT Photonics, konkluderer Jens Due Olsen, bestyrelsesformand, NKT A/S.
RSH