Halvlederorganisationen, Semiconductor Industry Association (SIA), fortæller, at det globale salg fra halvlederindustrien var $49,7 milliarder i november måned 2021, en stigning på 23,5% i forhold til november 2020 ($40,2 milliarder) og 1,5% mere end oktober 2021 i alt 49,0. SIA repræsenterer 98% af den amerikanske halvlederindustri. Det akkumulerede årlige salg af halvledere solgt til og med november i 2021 nåede op på $1,05 billioner, hvilket er branchens højeste totale salgstal nogensinde.
– Det globale halvledersalg forblev stærkt i november og steg betydeligt på årsbasis på tværs af alle større regionale markeder og halvlederproduktkategorier. Til trods for, at en måned af 2021’s salgsdata (december) stadig mangler at blive indrapporteret, har industrien allerede sat en ny årlig rekord for det samlede halvledersalg og udskibede komponenter, da chipproducenterne har øget produktionen væsentligt for at imødekomme markedets ekstremt høje efterspørgsel, siger John Neuffer, SIA-præsident og administrerende direktør.
Regionalt steg salget år-til-år i USA (28,7%), Europa (26,3%), Asien/Stillehavsområdet/Andre (22,2%), Kina (21,4%) og Japan (19,5 %). Salget måned-til-måned steg i USA (4,2%), Europa (3,1%), Japan (1,1%) og Asien/Stillehavsområdet/Andre (0,9 %), men faldt en smule i Kina (-0,2 %).