Det er altid svært at spå – især om fremtiden – så hvordan covid-19 forløbet fortsat udvikler sig, er pokkers svært at sige. Flere forskere peger på en mutation af den oprindelige virus, så vi i de regioner, hvor covid-19 ramte først oplever en betydelig svækkelse af virussens styrke og udbredelse. Omvendt bliver mange store 3. Verdens lande for tiden ramt alvorligt og hårdt, så om vi vil opleve et “returløb” med en 2. bølge kan ingen vel sige noget om med sikkerhed. Historisk er vira nogle uforudsigelige fætre, og eksempelvis pestepidemien i England – og andre store dele af Verden – rasede af efter en fire-fem måneders periode – uden nogen form for medicinske indgreb. På sin vis logisk nok – hvis en virus ikke har nogen vært, så dør den. En “klog” virus muterer derfor jævnligt til noget “fredeligere”, og vi kan jo håbe på, at dét er ved at ske for covid-19.
Det ser samtidigt ud til, at der i Europa gennem indgreb og øget hygiejne er kommet kontrol over situationen, og den seneste åbning af grænserne til Tyskland lover rigtig godt for fremtiden. Ud over, at vi kan håbe på en løbende stigning i forbruget syd for grænsen, så stiger behovet også for at mødes med handels- og udviklingspartnere. Og tyskerne elsker deres tekniske messer og konferencer. Med god grund. Det er en platform for vor sydlige nabos betydelige vækst (under normale forhold).
IFA2020 i Berlin er det første tegn på en beskeden åbning, om end det i år bliver en rent professionel messe uden deltagelse fra forbrugerne – som messen jo ellers er rettet imod. Men hensigten er at skyde omtaler og aftaler i gang, så forbrugerprodukterne kommer ud til, ja, forbrugerne… Men også Electronica, 10. – 13. november i München ser ud til at blive gennemført – og i sit fulde omfang. I bedste fald vil det gøre elektronikbranchens største messe til “business-as-usual” (næsten da), hvor alle kan deltage, og hvor messeledelsen sikkert gør alt for at sørge for en sikker gennemførsel af messe og konferencen. Der er dog enkelt dryp af malurt i bægeret. Avnet har eksempelvis annonceret, at de ikke deltager på baggrund af en corporate beslutning fra virksomhedens HQ. Det vil være et savn, da Avnet altid har meget at byde på under de tekniske messer. Men beslutningen er forståelig i kølvandet af den usikkerhed, en pandemi som covid-19 giver. Og især, når de store distributører sætter alle sejl til, som de jo gør under Electronica.
Men lad os nu se – og håbe på – at Electronica åbner helt og aldeles for dørene 10. – 113. november…
RSH