De naturvidenskabelige, teknologiske og IT-baserede såkaldte ’STEM-uddannelser’ er i fremgang, og det skyldes især, at flere kvinder de seneste fem år har valgt at gå den vej.
De kommer til at skitsere veje og broer, udvikle computersoftware og arbejde med robotteknologi. Dette er blot få eksempler på bredden i de såkaldte STEM-fag, som de senere år har været i fremgang i Danmark. Således er antallet af nye studerende på videregående STEM-uddannelserne vokset fra 15.600 i 2009 til rundt regnet 25.800 i 2019, svarende til en vækst på 65 pct.Antallet af nye universitetsstuderende på alle videregående uddannelser er i samme periode vokset med 37 pct.
Fra 2009-2015 var den procentvise vækst i nye studerende på STEM-uddannelserne næsten ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, men de seneste fem år har væksten i STEM-uddannelserne især været båret frem af flere kvindelige studerende. Antallet af kvindelige studerende på STEM-uddannelser voksede således med 11 pct. fra 2015-2019, mens antallet af mandlige STEM-studerende voksede med 3 pct.
I 2019 var der 8.600 kvinder, som studerede på STEM-uddannelser, svarende til 34 pct. af alle STEM-studerende, mens 17.000 mænd studerede STEM. Væksten i STEM-kvinder skyldes især, at flere kvindelige studerende har fundet vej til studierne af Informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som blandt andet dækker over arbejdet med udvikling af IT-systemer, softwareudvikling og app-udvikling.
På disse fakulteter er antallet af kvindelige studerende vokset med 32 pct. på fem år, således at der pr. 2019 gik 1.500 kvinder på disse uddannelser svarende til 24 pct. af alle studerende inden for det felt. Den næststørste vækst af STEM-kvinder har fundet sted inden for fagene, som beskæftiger sig med Teknik, teknologi og industriel produktion, hvor antallet af nye studerende er vokset med 15 pct. på fem år.
Disse uddannelser beskæftiger sig blandt andet med robotteknologi, udformning og fremstilling af små og store mekaniske produkter, fx høreapparater, vaskemaskiner og vindmøller. I 2019 gik der 2.300 kvinder på disse typer uddannelser svarende til 28 pct. af alle studerende på området det år.