– Det her er noget, jeg har drømt om i 18 år. Lige siden, vi hos Elprint begyndte udviklingen af Macaos-værktøjet, har det været et mål at gøre Macaos i stand til at håndtere designs fra et af de mest populære EDA-miljøer overhovedet, nemlig Cadences Orcad. Og nu er det lykkedes. Ved overgangen mellem 1. og 2. kvartal i år bliver vi kla til at launche den nyeste Macaos-version, som egentlig ikke er ændret i sin grundform, men hvor det gennem et samarbejde med Nordcad er blevet muligt at importere Orcad CAD-udlagte printdesigns direkte til Macaos-platformen, fortæller Helge Nilsen, Elprints administrerende direktør, med en begejstring, der ligger over det ellers normale høje niveau.
At Nordcad er gået aktivt ind i arbejdet med at gøre det muligt at udlæse CAD-designs fra Orcad/Allegro direkte til Macaos er i høj grad en blåstempling af Macaos. Det er sådan set også en erkendelse af, at Macaos åbne printproduktionsværktøjer har fået så meget gennemslagskraft på – især – det nordiske marked, at CAD-/EDA-leverandørerne ikke kan se igennem fingre med Macaos’ betydning.
– Indtil videre er det kun i Danmark og Norge, at der er skabt mulighed for at trække data fra Orcad ind i Macaos. Det er Nordcad, som har været motor for den udvikling. Vi tog kontakt til Nordcad for rundt regnet et års tid siden for at høre, om de var interesserede, og for nogen tid siden vendte de tilbage. Ole Ejlersen har udviklet de script-filer – som vi kalder .mei (for Macaos Entreprise Import) – der gør det muligt direkte at trække informationerne fra et CAD-design udført i Orcad ind i Macaos, forklarer Helge Nilsen.
Læs mere om samspillet mellem Orcad og Macaos i Aktuel Elektronik 4/2018, som udkommer 16. marts.