Danske virksomheder skal i et nyt projekt til en kvart mia. kr. samarbejde med forskere og eksperter om at gøre produktionen herhjemme mere effektiv, fleksibel og mere bæredygtig. Ideen med projektet er at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne og samtidig bidrage til den grønne omstilling.
Projektet er finansieret af bl.a. Innovationsfonden, Industriens Fond og Dansk Industri samt 50 store og små virksomheder som f.eks. Danfoss, Grundfos, Wexøe og Danchell.
Virksomhederne deltager i forsknings- og innovationsprojektet, hvor de bl.a. skal bruge robotter, der arbejder tæt sammen med mennesker og nye teknologier som 3D-print og augmented reality til at skabe fremtidens fabrikker. Den viden, der kommer ud af det, skal gerne ud til tusindvis af danske fremstillingsvirksomheder.
– MADE FAST er et rigtig godt eksempel på, hvor langt fonde, erhvervslivet og videninstitutioner, kan nå i forening. Den viden, der skabes i projektet har værdi for alle – ikke blot for de involverede parter. Ved at dele viden og erfaringer kan vi sammen sikre en bæredygtig produktion i verdensklasse i Danmark, siger adm. direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond.
Projektet løber i de næste knap fire år og kommer netop nu, hvor fremstillingsvirksomhederne er presset af hård international konkurrence og af stigende knaphed på både råvarer og på medarbejdere med de rette kompetencer.
Samtidig spiller virksomhederne en nøglerolle i den grønne omstilling med at udvikle nye løsninger på klimakrisen og skabe en mere bæredygtig produktion.
– Vi har høje ambitioner om at skabe grøn vækst i Danmark. Vores mål er at opnå en reduktion af CO2 på 70 pct. og gøre en global forskel for klimaet, samtidig med at vi forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne og skaber nye job. Det kræver bl.a. et hidtil uset tæt samarbejde om innovation mellem vores virksomheder og medarbejdere, forskere og eksperter, og jeg er glad for, at det nye projekt i MADE kan yde et væsentligt bidrag til, at det sker, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.
Bag det nye projekt står MADE – Manufacturing Academy of Denmark, der har til formål at styrke danske produktionsvirksomheder med ny viden.
Navnet på det nye samarbejde er MADE FAST, der står for Fleksibility, Agility, Sustainability og Talent. Største investor i projektet er Innovationsfonden med 80 mio. kr.
– Det er en sjælden stor investering for Innovationsfonden, der hermed bakker op om et unikt og velfungerende samarbejde på tværs af både de største og mindste aktører inden for produktionsforskning, innovation og uddannelse. Vi har høje forventninger til, at projektet medfører innovative og bæredygtige løsninger og stor samfundsmæssig værdi, siger Innovationsfondens direktør, Anne-Marie Levy Rasmussen.
En af de mulige løsninger i projektet er bæredygtige forsyningskæder, hvor udtjente produkter vender tilbage til virksomheden for at blive genanvendt.
Forskere og eksperter fra fem danske universiteter, fra en række uddannelsesinstitutioner og fra tre teknologiske institutter er med i projektet.
Læs mere om MADE her.
Læs mere om det nye projekt MADE FAST her.