Der er store potentialer i at implementere kunstig intelligens i såvel offentlige som private organisationer. Men der synes at være en barriere, når vi skal gå fra gode intentioner til at realisere de nye muligheder – særligt når de kommer til at balancere potentiale, etik, tillid og gennemsigtighed i løsningerne. På en konference den 31. marts 2020 fra kl. 12-17 sætter Alexandra Instituttet, ATV, AAU’s Center ”AI for the People” og InfinIT fokus på forklarlig kunstig intelligens (XAI) i praksis, og hvordan man griber mulighederne.
Vi vil stille skarpt på forklarlig kunstig intelligens med perspektiver på teknologikompleksitet, etik, forretning, brugere og samfund. Ved på bedste tværfaglige vis at koble alle disse blikke på udviklingen af forklarlig kunstig intelligens håber vi at nå frem til en fælles forståelse af best practice – med fokus på practice.
– Forklarlig kunstig intelligens er et fænomen, vi ofte taler luftigt om, fordi det er svært at blive konkret, når det handler om, hvordan vi skaber tillid til teknologien. Tilliden ligger nemlig ikke i den teknologiske løsning, men hos brugeren af løsningen. Men vi kan skabe forudsætningen for, at der er tillid til teknologien, og det handler blandt andet om at teknologien skal tilpasse sig brugeren – ikke omvendt. Det går så hurtigt med udviklingen af kunstig intelligens, at vi skal have de forudsætninger ned på et operationelt niveau nu,fortæller Marie Rørdam Fenger fra Alexandra Instituttet, en af arrangørerne bag konferencen.
Til at igangsætte diskussionen vil vi præsentere en række ekspertoplæg samt spændende danske cases, der illustrerer, hvordan virksomheder og organisationer bruger forklarlig kunstig intelligens. Casene har fokus på udfordringer og muligheder samt hvilke skridt der er nødvendige for at implementere kunstig intelligens, og som er gennemsigtige og kan forklares.
Man kan bl.a. møde:
Head of Development Peter Christian Damm, Centre for Applied AI, KMD
CTO Lars Maaløe, Corti
Professor Anders Kofod-Petersen, Head of Data Science and Engineering Lab, vicedirektør, Alexandra Instituttet
Professor Thomas Moeslund, Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet
Professor Thomas Ploug, PhD. Vicehead of Department. Aalborg Universitet
Kommunikations- og videnschef Kim Stensdal, Dansk IT (ordstyrer for dagen)
Professor Brit Ross Winthereik, ITU, Digital Vismand i ATV
Om eftermiddagen faciliterer vi en workshop, som har fokus på muligheder og udfordringer for udvikling og brug af forklarlig kunstig intelligens. Vi samler også de vigtige aktører på området til en skarp paneldebat om, hvordan vi realiserer de danske muligheder, og hvad behovet for viden er hos virksomheder og forskere.