Applikationer frem for komponenter – i morgen går Embedded World i Nürnberg i luften, og med henblik på, at det kun er kort tid siden, at vi alle drønede rundt på Electronica i München, bliver det spændende at se, hvordan det embeddede marked i Nürnberg vil differentiere sig.
Udgangspunktet er mikrocontrollere, embeddede kerner og single-board computerløsninger, og dermed er det som sådan applikationerne, der kommer i fokus. At mange løsninger så kan anvendes ekstremt bredt bringer igen “komponenter” ind på lystavlen, men vi satser på, at udstillerne har taget en lang række konkrete løsninger med, så EW ikke kommer til at fremstå som en slags “Electronica Light”.
Maker-miljøet er blandt jokerne på det embeddede marked, da hobbyfolket og det mere vinkelrette marked tiltrækker nogle løsninger, som det etablerede elektronikmarked måske aldrig selv var kommet i tanke om. Og mon ikke en række af de store komponentfirmaer har inviteret nogle af deres kunder med, så disse sjove og skæve løsninger kommer frem i lyset? Det er i hvert fald en fremragende inspirationskilde for mange designere såvel inden for som uden for elektronikbranchen.
Har man ikke selv mulighed for at tage den lidt anstrengende tur til Nürnberg, så bringer vi selvfølgelig en rapport om de hotteste nyheder i Aktuel Elektronik 4/2019, som udkommer 18. marts.