Eksporten af energiteknologi og -service var på 105 milliarder kroner i 2021. Det er på samme niveau som året før, viser en opgørelse, der er lavet af DI Energi, Green Power Denmark, Energistyrelsen og Dansk Fjernvarme.
Dansk eksport af energiteknologi- og service fastholder i 2021 sit niveau fra 2020. Mens serviceeksporten faldt markant i 2021 som følge af coronakrisen, steg vareeksporten af energiteknologi. Det skyldes blandt andet en stigning i eksporten af bioenergi- og fjernvarmeteknologi.
Den største eksportvare er stadig vindteknologi, som udgør halvdelen af al energiteknologieksport. Men eksporten er på et væsentligt lavere niveau end i 2019, hvor eksporten af vindenergiteknologi- og service var 65,4 milliarder kroner. I 2021 blev der eksporteret for 49,1 milliarder kroner. 2019 var dog et rekordår for eksporten af vindmøller og tilhørende dele.
Fraværet af et comeback i eksporten af vindenergiteknologi skyldes manglende politiske beslutninger i de lande, som vi eksporterer til, om nye investeringer i vindenergi. Det ser vi resultatet af nu.
Det er særligt Storbritannien, Tyskland og USA, der køber dansk energiteknologi. Langt størstedelen af dansk energiteknologi eksporteres til vores nabolande og nærområder. Eksporten til Storbritannien steg med 106 procent fra 2020 til 2021.
Eksporten af energiteknologi og -service har siden 2014 været på over 100 milliarder kroner om året. Eksporten er fra 2010 til 2021 steget med 38 procent. Eksporten af energiteknologi udgjorde 11,3 procent af den samlede danske vareeksport i 2021.
Eksporttallene er et udtryk for eksporten fra produktionssteder i Danmark. Vindmøller, energibesparende produkter eller andet, der produceres i eksempelvis Kina eller USA af danske virksomheder, tæller ikke med i statistikken.
Se statistikker og grafer her