EET Europarts er netop blevet kåret som landets bedste distributør blandt 100 danske IT-virksomheder – det sker i forbindelse med, at Computerworld har offentliggjort deres Top 100 liste. Ifølge virksomheden selv er det et team af kompetente medarbejdere, der er den primære årsag til, at EET i år løber med prisen som ’Årets Distributør’.
I et skarpt felt blandt nogle af landets dygtigste IT-distributører kan EET Europarts Danmark glæde sig over at være røget ind på en flot førsteplads, da Computerworld netop har løftet sløret for vinderen i kategorien ’Bedste Distributør’, som er en af de i alt 22 specialkategorier. Prisen uddeles til den danske distributør, som i løbet af året har klaret sig bedst vurderet ud fra nøgletal fra selskabernes to seneste offentligt tilgængelige regnskaber.