Teknologisk Institut har i to nye undersøgelser taget pulsen på teknologiudviklingen inden for droner. Den første undersøgelse tager udgangspunkt i globale patentdatabaser, mens Teknologisk Institut i den anden undersøgelse har samarbejdet med The Association for Unmanned Vehicle Systems International (AUVSI) for at undersøge, hvilke dronesystemer der findes globalt.
Teknologisk Instituts analyse af den teknologiske udvikling bygger på knap 29.000 opfindelser med relation til droner. Analysen af verdens patenter viser, at den teknologiske udvikling lige nu er stærk i Kina og USA. USA har taget de første patenter på droner allerede i 1992. Kina kom i gang 10 år senere, men har lige nu den største aktivitet. På virksomhedernes top 10-liste er syv fra Kina og tre fra USA.
En del af de kinesiske patenter er udelukkende målrettet Kina. Fratrækker man disse patenter, er der 7.700 opfindelser og blot to kinesiske virksomheder tilbage øverst på listen. Den amerikanske liste tæller bl.a. internationale tech-giganter som Boeing, Amazon, Walmart og IBM. Listen viser, hvordan meget af teknologien trækkes af flyindustrien (og formentlig militære interesser), af detailhandel (kommercielle interesser) og af IT-giganter.
– I Danmark er patenteringen på droneteknologien så begrænset, at den ikke træder frem i undersøgelsen. Vi kan muligvis gøre os gældende snævert på specialområder, men Danmark bliver ikke en generel tech-dynamo på droneområder, siger projektleder for de to analyser Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut.
Ifølge David Klein, analytiker i AUVSI, vinder ubemandede teknologier frem i et gevaldigt tempo med omkring 400 nye modeller tilføjet til AUVSI-databasen hvert år. Nylige tilføjelser til databasen er blandt andet droner drevet af brændselsceller, hybride flyskrogdesign og totalt autonome orienteringssystemer.
Med disse nye muligheder kan dronen bruges inden for en bred vifte af anvendelsesområder såsom eftersøgnings- og redningstjeneste, præcisionsjordbrug, opmålingsarbejde mv. Teknologien modnes hurtigt, og vi vil se fortsatte fremskridt i de kommende år.
USA har med 628 droneplatforme langt det bredeste udvalg af droneplatforme, mens Kina bidrager med 309 platforme. Analysen viser, at der bliver udviklet droner til mange formål: Nogle flyver langt, andre højt, nogle meget hurtigt, andre kan stå helt stille i luften.
– Der er mange muligheder for at drive forretning baseret på droner. Den første mulighed, danske iværksættere og virksomheder har fået øje på, er luftfotografi. Men der er mange andre muligheder. Det er stadig et pioneer-marked, hvor der er plads til fantasi. Lovgivningen sætter begrænsninger, og der er krav om dronecertifikat, men lovgivningen flytter sig i takt med teknologien, slutter Stig Yding Sørensen.