For at styrke virksomheden til fremtidig vækst og indfri digitaliseringens store potentiale har Lindab oprettet en ny stilling som digitaliseringschef. Thomas Axelsen er udpeget til stillingen, hvor han skal sikre, at Lindab er med forrest i fremtidens digitaliserede byggebranche.
Hos Lindab har man oplevet en stigende interessere fra kunder og samarbejdspartnere for de digitale løsninger. Derfor har Lindab nu udpeget en digitaliseringschef, der skal sikre, at virksomheden også fremover er rustet til at indfri digitaliseringens store potentiale.
Thomas Axelsen har de seneste 21 år været hos Lindab først som IT-supporter og siden IT-chef. Nu er han udpeget til at være manden, der skal sikre, at virksomhedens digitale udvikling følger den strategiske retning. Ifølge Thomas Axelsen er det indgående kendskab til Lindab en absolut fordel i arbejdet med at udvikle organisationen.